Hvad gør man, hvis man er komponist og føler at musikken lyder anderledes inde i sit eget hoved, end den lyder for publikum. Jo, hvis man hedder Louise Alenius, bygger man en kæmpemodel af sit hoved i træ, som derved kan fungere som koncertsal for én person ad gangen. Teté af Louise Alenius er på den vis en så fuldstændig ligetil konkretisering af et abstrakt tankebillede, at min umiddelbare tanke var, at det dog var en banal idé grænsende til kitsch. Jeg tog naturligvis fejl! For Teté virker og skaber rum for en helt unik oplevelse.

En af grundene til at Teté virker er først og fremmest, at man bliver konfronteret med mærkeligheden i det hele, når man står dér i rummet og kigger på en gigantisk version af Alenius’ hoved i træ. Det er så usædvanlig og mærkelig en situation, at jeg bliver refleksivt opmærksom på mig selv og relationen til genstanden – jeg bliver opmærksom på at jeg står og kigger. Mødet med Alenius’ hoved situerer mig med andre ord i rummet og skærper min sansning. Der skabes et her og et dér, hvilket yderligere styrkes lydligt: jeg hører lyden af Alenius’ vokal-etuder komme imod mig fra dette andet sted, indefra Alenius’ hoved. Men ikke nok med det: Lyden fremstår dæmpet, filtreret igennem den krydsfiner som koncertsalen/hovedet er bygget op af, hvilket fortæller mig, at lyden kommer fra er et kvalitativt andet sted – fra et indenfor i forhold til det udenfor, hvor jeg befinder mig.

Allerede før jeg har besøgt selve koncertsalen, har Louise Alenius på denne vis skabt en form for rumligt erfaringsskema, der danner en forventning for oplevelsen: En kropslig bevægelse udefra og ind, hvor noget vil åbenbare sig i sin fylde. Et centralt element i etableringen af dette skema ligger i værkets ikke-rettethed: Det synes at eksistere uafhængigt af dig, uden begyndelse og slutning. I modsætning til ”koncert-begivenheden”, hvor man møder op til et bestemt tidspunkt, indtager sin plads og derefter bliver præsenteret for musikken i et afgrænset tidsrum, synes sangen i Alenius’ hoved kun at eksistere for sig selv og i sin egen tid. På samme vis repræsenterer musikken ikke noget. Narrativet er fraværende og i stedet for tema og melodi er det snarere stemmens tonale materialitet, som udforskes. På den vis vil etuderne ikke sige noget, men fremstår i stedet fordybet over sig selv og deres egen lydligt-materielle undersøgelse.

Når jeg træder ind gennem skulpturhovedets ene øre og sætter mig til rette i koncertsalens eneste stol (der ville heller ikke være plads til flere), er det også oplevelsen af bevægelsen ind i lyden, som åbenbarer sig. Fra at være et punkt udenfor mig selv, lyder etuderne rundt om mig inde i Alenius’ hoved. Det bliver en oplevelse af tonal stoflighed, når stemmen unisont, flerstemmigt, kontrapunktisk osv. går i dialog med sig selv. Denne oplevelse bestyrkedes yderligere til ferniseringen hvor Alenius sang live med sig selv og sin egen optagelse, hvor det igen var rumliggørelsen af lyden og dialogen mellem de forskellige lydlige stofligheder som blev undersøgt. Langsomt bevægede Alenius sig rundt i sit eget hoved som for at afsøge lydligheden fra forskellige positioner. Mens jeg sad i stolen, sang Alenius bag mig og brugte mig som et tilfældigt møbel hun kunne tage fat i skulderen på og støtte sig til når hun langsomt bevægede sig fra den ene side af mig til den anden. På andre tidspunkter, og for andre gæster, næsten hang hun ud af sit eget øre, mens hun sang til rummet og højtalerne med hendes optagede sang. Men hele tiden vævede stemmerne et netværk af lydlige forbindelser. I midten af det hele sidder gæsten, men det er sangen ligegyldigt. For sangen er gæsten blot en ting blandt tingene – ikke et mål for sangen selv.

Alenius performer på denne vis at oplevelsen ikke er særligt tilrettelagt for mig eller de andre gæster. Tværtimod er det en mulighed for at få lov til at være nedsunket i en lydlig oplevelse, som netop ikke har rettetheden, formålsbestemtheden, i sig, men som er helt sin egen. I Alenius’ hoved er lyden ikke og vil ikke være andet end lyd, og netop derigennem skabes der et nærvær, som vi ellers sjældent kan opleve. For mig at se er der en enorm kunstnerisk ødselhed og generøsitet i Alenius’ arbejde. Det tonstunge kæmpestore hoved er på alle måder en besværlig, ja nærmest umulig idé. Men denne umulighed omfavner hun og bestyrker ved at arbejde imod enhver form for repræsentation og formålsrettethed i værket. På den vis arbejder hun også mod den fremmedhed, der altid er tilstede i kunstværker: Kunstværker er nemlig aldrig helt dem selv, men også altid et billede af eller på noget andet. I Teté er der imidlertid ikke noget at vente på eller lytte efter. Her er ikke noget at tænke over. Der er kun lydens stoflighed og sansningens nu. At opleve dét er både smukt og rørende.