Det vakte stor debat indenfor og udenfor museumsverdenen, da Nationalmuseet i 2018 tog imod designeren Jim Lyngvilds tilbud om at redesigne vikingeafsnittet i museets udstilling om forhistorisk tid. Jim Lyngvild er kendt i offentligheden for bl.a. at være så fascineret af vikingetiden og vikingebegrebet, at han har bygget sit private hjem om til en vikingeborg. Hans fortolkninger af historien møder dog stor kritik blandt fagpersoner. Vikingeudstillingen var således benzin på en ulmende diskussion om i hvor høj grad museer står i oplevelsesøkonomiens eller oplysningens tjeneste (og om disse i det hele taget er modsætninger). Glemt i diskussionen blev imidlertid selve måden hvorpå Lyngvilds udstilling fungerer som form.

Rum

Lyngvilds udstilling adskiller sig i det rumlige arbejde ikke i synderlig grad fra resten af Nationalmuseets oldtidsudstilling, der groft sagt består af en række serielt forbundne ret små rum, hvori fund mere eller mindre ligger på rad og række – til tider ledsaget af plancheillustrationer, der skitseagtigt eller informativt aftegner konturerne af samfund og liv. Rummenes beskedne størrelser gør det svært for alvor at arbejde rumligt i forhold til at skabe betydning med mindre der leges med deres serialitet, hvilket ikke synes at have været Nationalmuseets ærinde: Oldtiden præsenteres kontinuerligt kronologisk fremadskridende og afspejler dermed i sin form implicit det nutidsblik, der bagudskuende tilrettelægger historien. Det hele fører til nutiden, fordi de fortidige momenter indordner sig som perler på en snor i denne linearitetsfortælling. Det skal Lyngvild imidlertid ikke klandres for, da han kun har redesignet de sidste få rum af denne lineære fortælling, og derfor ikke for alvor har haft muligheden for at lege med sammenhængen mellem rummene.

Men det virker heller ikke som om, det er det rumlige designarbejde, der har drevet Lyngvild. Med sin baggrund fra modeverdenen som både designer og fotograf synes det snarere som om udstillingsdesignet er inspireret af magasinverdenens glatte og glittede papir. Således består udstillingen primært af en serie store, hyperrealistiske plancher, der hver især fotografisk illustrerer en person eller persontype fra vikingetidens persongalleri.

Lyngvilds hyperrealistiske billeder synes at hente sine forlæg i fantasy-verdenen

Det grundlæggende Lyngvildske greb er på denne vis hyperbolen: at forstærke og fremvise. Hvor resten af udstillingen laver skitsetegninger eller nøgternt beskriver, er de blevet til hyperrealistiske fotografier hos Lyngvild. Hvor resten af udstillingens plancher er kontekstskabende i forhold til genstandene (rumligt og indholdsmæssigt), tårner billederne af vikingerne sig op over både gæst og genstande hos Lyngvild. På den vis fungerer Lyngvilds design netop på én gang som en understregning og overskridelse af det grundlæggende greb i hele oldtidsudstillingen.

Skitsetegninger fremviser konturerne af fortidens menneskeliv

Historiens huller

At det er stolpehuller, fund og få skriftlige beretninger, der har afstedkommet en sådan lyngvildsk billedrigdom er ret utroligt, og siger måske i virkeligheden lige så meget om menneskets evne til at skabe fortællinger og forestillinger som om fortiden selv. For på trods af, at det er er imponerende, at se alle fundene på rad og række på Nationalmuseet, så er oldtiden længe siden, og meget skal udledes og fortolkes af lidt. Historien og ikke mindst museumssamlingen er med andre ord karakteriseret meget mere af huller end af fund. Alligevel er disse sorte huller – alt det tiden tog – mærkeligt fraværende hos både den resterende oldtidsudstilling og i Lyngvilds vikingeudstilling. Men de er fraværende på to forskellige måder.

I den resterende oldtidsudstilling tages afsæt i fundene, og der skabes en historie ud fra disse. Vores oldtidshistorie bliver på denne vis genstandenes historie. De ligger der på rad og række som en slags vidner om at den dertilhørende skitseplanche er sand. Men er sådan en ”sober fremstilling”, hvor man ikke går længere end man har hjemmel til, ikke i sig selv en konstruktion, der fortegner billedet? Bliver genstandsfokuseringen ikke en skævvridning af historien, når nu det er helt bestemte typer af scenarier og genstande, der er bevarede, og man slet ikke forholder sig til dette? Min anke mod en sådan fortidsfremstilling er altså, at de mange genstande på én gang fungerer som en bekræftelse af den historiske fremstillings sandhedsværdi (: ”se, vi går ikke længere end vi har genstande til og bevis for”), og samtidig udgør en skævvridning af fortiden, fordi fundene langt fra kan aftegne en fortidig helhed som de metonymisk kommer til at repræsentere.

Ophobninger af genstande peger mere på afsenderen end på den levende fortid, man ønsker at fremstille

Fuldstændig omvendt er det hos Jim Lyngvild. Hvor fageksperten tøver og trækker følehornene til sig, når han eller hun konfronteres med et af historiens mange sorte huller, så tør Lyngvild: Han tager skridtet fuld ud fra viden til fiktion for derigennem at fremmane vikingetiden som levende, hyperrealistisk og påtrængende nærvær. Så er det som om det betyder mindre om vikingerne havde horn i deres hjelme eller ej – for Lyngvild i hvert fald og måske også for mange andre?

Fantasy-karakterer

Hvis resten af oldtidsudstillingen sætter genstandene i centrum, så er det Jim Lyngvild selv som er i centrum i de tre udstillingsrum han har designet. Fortolkningen – udfyldelsen af alle historiens sorte huller – fylder nemlig så meget, at der slet ikke er plads til dem som sorte huller eller endsige til gæsternes meddigtning. Ja, selv genstandene bliver nærmest bifigurer i Lyngvilds show. Det er Lyngvilds karakterer, der tårner sig op og stjæler al opmærksomheden, som var de altertavler og genstandene ofringer til hans vision. Karaktererne selv træder frem som typer befriet for kontekst såsom miljø, samfund og tid på en grå fotobaggrund. Men hvad værre er, så bliver de afbillede ikke blot til typer, men også til stereotyper, der snarere virker hentet fra populærkulturelle fantasyuniverser og eventyr end fra levet liv fra slutningen af forhistorisk tid. På denne vis forskubber Jim Lyngvild vikingefremstillingen til et mytologisk univers, en fantasy-verden, som primært består af poler frem for nuancer: af godt og ondt, lys og mørke, os og dem, som det fremstilles i eksempelvis Ringenes Herre eller Harry Potter-universet. Og dens grundfortælling handler om overvindelsen af denne dualisme. Andetheden må besejres – om den så hedder Sauron, Voldemort eller noget helt tredje.

Altertavlens tredeling med alteret foran. Tavlens sidefløje peger ind mod centrum som i de klassiske religiøse altertavler med den korsfæstede Jesus i midten

Og så er vi efter min mening fremme ved noget spændende. For hvad er det så for en rolle vikingerne får tildelt i det rollespil, og hvad er det for en fortælling Nationalmuseet på den vis implicit lægger rum til? Lyngvilds vikinger er alle smukke, ædle og fuldstændigt renskurede. Som en sidebemærkning lanceres sidstnævnte som et historisk faktum, eftersom man har fundet kamme, ørerensere og lignende, der demonstrerer vikingernes fokus på hygiejne. Her kunne man måske indvende at sanitetsforhold osv. har været anderledes i vikingetiden end i dag og at sådanne forhold også spillede ind på renlighedsniveauet. Men altså ikke i Lyngvilds ”pletfri” skildring! I denne synes der kun at være plads til det rene og skønne, ja selv tøjet er ikke længere tøj, men rober af silke med elegante print. Billederne kunne med andre ord have været covers på nogle af de mange fantasy-romaner jeg selv læste som barn. Og ligesom i de fortællinger, er det hos Lyngvild det heroiske, noble og rene, som der er omdrejningspunktet. Mere endnu: Fordi der så tydeligt er tale om en mytologisering af vikingerne, indbyder Lyngvilds fremstilling til identifikation, snarere end det er en beretning om en stolt fortid. Som fantasy er der tale om en form for eskapisme ind i et eksistentielt tolkningsrum. Mytologiseringen skaber en al-tid, der også understreges af nutidigheden i det hele: Vikingerne ligner noget som er trådt direkte fra nutiden ind i vikinge-settingen. Tatoveringerne, frisurerne, udseendet er på én gang lyngvildsk vikingetid og nutid. På denne vis sker der en udviskning af forskellene mellem nutid og fortid. Vi bliver til vikinger – ædle, smukke og heroiske – og i stedet for at etablere forskel mellem fortid og nutid etableres den mellem os som vikinger og modsætningen til det ædle, smukke og heroiske. Alt det der findes udenfor udstillingens og Lyngvilds billedverden, alt ”det andet”.

I Lyngvilds version af Dronning Tove alluderes der både til syndefaldsmyten og Snehvide

Undringens mulighed

Jeg synes dog, at såvel Nationalmuseets oldtidsudstilling samt Lyngvilds vikinge-afsnit rummer momenter, som peger fremad mod muligheden for en formidlingspraksis som i højere grad arbejder med historiens sorte huller – ikke som noget der skal ignoreres (som i oldtidsudstillingen) eller fyldes ud af eget verdenssyn (som hos Lyngvilds vikingeudstilling), men som er en reel mulighed for at skabe refleksion og undren og derved også en levende historie.

I Lyngvilds udstilling er det i høj grad mytologiseringen, som samtidig åbner mulighedens sprække. For udstillingen er på mange måder for meget. Fortiden idealiseres for meget. Vikingerne bliver gjort for polerede. For noble. For heroiske. For løsrevet fra det historiske og deres kontekst. Som de træder frem på deres anonyme fotobaggrund, bliver de karakterer, som næsten tager mig tilbage til ungdommens rollespilslokale, hvor jeg skal beslutte om jeg vil spille som en sej bersærker eller måske som en magiker som Vølven. Som glansbilleder peger Lyngvilds fotoarbejde på sig selv som konstruktion. Fotobaggrundens changerende grå får én til at tænke på skolefoto eller måske fotostanden i indkøbscentret ved juletid, hvor ungerne kan fotograferes med nissehue. På samme vis ligner Lyngvilds vikinger nutidige danskere, der lige er hoppet i noget sjovt rollespilstøj til et photo-shoot. Dermed får det hele et lidt fladt og kunstigt udtryk, der mere peger i retning af Xena – the Warrior Princess end Game of Thrones, mere er sæbeopera end film. Det er så meget kitsch, at han da må tage pis på os!? Ses udstillingen i det lys bliver den en form for Verfremdung, der synliggør den historiske fremstilling som konstruktion. Fremstillingen ville på denne vis blive til levende historie: Den ville skabe en samtale om og refleksion over hvilken nutid og fremtid vi skaber igennem vores måde at fortælle fortiden. Og det ville åbne op for et spørgende rum, hvor også eksperterne kunne komme til orde og redegøre for alt det de ved og det endnu mere som de ikke ved.

I den resterende oldtidsudstilling er der også elementer som peger frem mod det åbne og spørgende, men på en måde hvor de måske næsten er modsætningen til Lyngvilds synliggørelse af konstruktionen. I et meget smukt rum ligger en række moseofre og til det har Ursula Andkjær Olsen skrevet en tekst, der kræver at vi som gæster aktivt må forholde os til moseligene som ofre, men også konfronteres med spørgsmålet om, hvorvidt dengang også er et nu. I Andkjær Olsens tekst forvandler moseligene sig fra at være genstand til også samtidig at være subjekt. Og denne forskydning skaber en udfordrende og nuanceret eksistentiel dimension. Dele af teksten lyder sådan her:

Jeg er en gave.
Jeg gives med tak for alt godt modtaget.

Jeg gives med forventning
om tilbagebetaling.

Jeg er en gave.

Jeg gives med sikkerhed for at mine givere vil blive godt betalt.
Senere.

Gave, kend mig på lyset, jeg er en gave.
Stjerne.

Kan du ikke se, jeg krummer mig sammen, binder en knude.

Kan du ikke se, det strømmer i min krop er et kar som meddelelser
løber igennem.

Kan du ikke se, jeg krummer mig sammen, mens jeg bliver for lille
til min hud, mens jeg bliver for lille, bliver min stemme bredere,
højere, dybere, min bøn vil fylde det hele.

[…]

Andkjær Olsens tekst åbner op for et flertydigt sanseligt nærvær. Det ville have været vidunderligt ikke blot at læse den på en væg, men at høre den klinge i rummet sammen med de døde. Desværre blev læsningen blot ledsaget af den lejlighedsvise summen og skratten fra højtalerne, som derved afslørede den defekte lydinstallation. Alligevel! Selv blot som tekst på væg peger Andkjær Olsens tekst på en sarthed og fortolkningsmæssig åbenhed, der inviterer til refleksion over de systemer, som dengang og i dag udgør det vi kalder samfund og menneskeliv.

Selvom Andkjær Olsens og Jim Lyngvilds måde at iscenesætte fortiden på er vidt forskellig, så rummer de altså, efter min mening, begge potentialer for at skabe mere refleksive og undrende møder med historien. Men for at det skal ske, kræver det, at vi internt i museumsverdenen kommer ud af vores refleksionsløse omgang med udstillingssproget og begynder at reflektere over vores egne fortidskonstruktioner og den nutidsvirkelighed og fremtidsmulighed sådanne er udtryk for, således at vi med åbne øjne kan arbejde med vores fælles kulturarv.