For nyligt så jeg en video, hvor professor i æstetik Morten Kyndrup talte klogt om kunst i det offentlige rum:

http://video.kunst.dk/?poditemid=28692&fbclid=IwAR0ciuzcMwLtzNcCuHL3Wj0gndiYgHJzn9P4M9B_JOQqF8WETSVLfXnU7cU

Hans pointe er, at det offentlige rum er kendetegnet ved en særlig funktionsbestemthed og formålsrationalitet. Kunsten derimod vil noget andet, fordi den vil være et personligt anliggende. Som jeg forstår Kyndrup, så opstår problemerne med kunst i det offentlige rum, når kunsten ophører med at have sit eget formål for øje og i stedet begynder at lægge sig i forlængelse af – snarere end som brud med – det offentlige rums rationalitet: fx når den blot ønsker at forskønne.

Det samme slår det mig, at man kan sige om museets funktion i samfundet. På samme vis som kunsten i det offentlige rum på én gang er en del af og adskilt fra dette rum, er også museet på én gang en del af og adskilt fra den omkringliggende samfundsorden. For selvom museet er en del af samfundet, så består det samtidig af genstande, der er løsrevet (:displaced) herfra og dermed også fra den sociale orden, de engang indgik i. I museet indsættes de potentielt i en ny orden gennem udstillingsarbejdet, hvilket dermed skaber nye fortællinger og nye perspektiver på ikke blot genstandene, men også den verden, de udspringer fra.

Ligesom kunsten i det offentlige rum rummer museet således muligheden for enten at mime og bekræfte den samfundsrationalitet, der eksisterer udenfor museet, eller at udfordre selvsamme igennem sit eget form- og meningsproducerende arbejde.

Appliceres et sådant blik på museumslandskabet, så flyttes grænsedragningerne og diskussionsfelterne. I et sådant blik handler det ikke så meget om forskellen på en traditionel institutionsvendt museologi og en ny brugerorienteret museologi. Snarere handler det om, hvorvidt de enkelte museer enten lægger sig forskønnende i forlængelse af den grundlæggende samfundsrationalitet (som bl.a. er funderet på troen på menneskets exceptionalisme og derigennem også troen på retten til at herske over og forbruge af alt det, som erklæres ikke-menneskeligt), eller om de aktivt søger at udfordre samfundsrationaliteten/den herskende konsensus for at åbne muligheden for, at andetheden kan komme til orde. I et sådant lys vil jeg hævde, at stokkonservative institutionsorienterede og hyper-brugerorienterede museer pludselig bliver til udtryk for det samme: Begge iscenesætter på hver deres måde museet som en arena, hvori menneskets særegenhed og dominans af det ikke-menneskelige symbolsk bekræftes.

På den modsatte side af denne skillelinje står museer, der aktivistisk vil gribe ind, forstyrre ordenen, anråbe nye utopier eller som heterotopi kritisk destabilisere det bestående: Sådanne museer er ikke en bekræftelse af en eksisterende orden, men en skabelse af en åbning for at tænke tingene anderledes.