S
SKÅR - AF LOUISE ALENIUS

“Skår” er sær, intim og sårbar. Svært definerbar, flygtig, men den bider sig fast.
– Fyens Stiftstidende

Et stykke, der kun varer 15 minutter, men som alligevel er printet i én efterfølgende og ikke sådan lige at slippe igen.
– Ungt teaterblod

En meget smuk og nænsom blanding af intimiteten i PORØSET på Det Kgl Teater, og det rituelle aspekt i RITE OF NOTHING i Cisternerne.
– Sceneblog

 

”Planterne skriger af tørst, men når man vil vande dem, skriger vandhanen”. Ordene var komponist Louise Alenius’ da hun blev interviewet af Fyens Stiftstidende i haven bag H.C. Andersens Barndomshjem i august 2018. De afsvedne planter i den lille have vidnede om den tørreste sommer i mands minde.

Blikket for det sårbare og udsatte har været et kendetegn for Alenius som kunstner, og hun har i de senere år vundet stor anerkendelse for sin kompromisløse kunst. Det var også derfor, hun var i haven den dag i midten af august. Til haven og H.C. Andersen Festivals havde hun nemlig udviklet en performance – eller som hun selv kalder det ”en miniature”: et lille værk på ca. 20 minutter udviklet til stedet og med et særligt tema.

Udgangspunktet for samarbejdet var, at museet gerne ville udforske sårbarheden og flygtigheden hos Andersen, som den ofte kommer til udtryk i særligt forfatterens planteeventyr. Barndomshjemmets have er fyldt med planter fra eventyrene og dannede derfor et oplagt magisk scenerum, og samtidig ligger H.C. Andersen Festivals placering i slutningen af august på rette tidspunkt af året til at skabe en fortælling, om dér hvor spiring og vækst viger, hvor livet knækker og sommeren går på hæld. I senaugusts tusmørke – hvor dag bliver til nat – var det derfor planen at lave en installation eller performance, der kunne fastholde dette følsomme moment, der er at finde i mange af Andersens tekster.

Andersens fortælling ”Theepotten” udgjorde en særlig ramme for måden projektet blev tænkt. Tanken var, at det at livet går i skår, ikke blot udgør et tab, men også har et særligt rum i sig – et imellem – hvor noget nyt kan opstå, ligesom det sker for Theepotten, der først som skåret finder meningen med livet: at ”glemme sig selv i andre”.

I eventyrene synliggør Andersen ofte tabet og livets skrøbelighed ved at helt konkret at pege på den som form – ”forbi, forbi, og det blive alle Historier”, som det lyder i slutningen af Grantræet – og betoner, derved at fortællingens natur er at nå sin sidste side og sit sidste ord. For Andersen er det både en måde at synliggøre det tab, det er, når ordene slipper op og kun tomheden og tavsheden råder, og samtidig også en måde at få teksten til netop at leve videre – ikke som ord på papir, men som undren og refleksion i læserens hoved. Alle disse eventyrslutninger, der peger på sig selv og deres egen slutning, blev grundmaterialet i Alenius’ værk. Vi klippede slutningerne i stykker, og Alenius samlede dem, og klinkede dem sammen som skår, der blev til et helt nyt værk.

Louise Alenius skabte en totalinstallation, der både arbejdede med de forskellige rumligheder i barndomshjemmet og haven såvel som med værkets tid. Med ekstremt få og enkle virkemidler skabte hun en oplevelse, hvor selv den mindste og simpleste handling fik betydning: Skrøbeligheden i at stå tyve mennesker mast sammen i et Barndomshjem fyldt med hundredvis af tekopper overalt; skår der klikkes mod hinanden som sekunderne der tikker væk; tevand der spildes for gæsternes fødder; en tekop der balancer på spidsen af to fingre, falder, går i stykker og limes sammen til et nyt monstrøst kontinuerligt muterende værk; Alenius’ stemme der messende fortæller Andersens klinkede eventyrslutninger;  to operasangere der kun kortvarigt synger, og så kun om at alting er forbi; publikum der efterlades til et tomt rum og mørket til slut – til deres egne følelser og følsomhed.

”Skår” blev afviklet torsdag-lørdag i festivalsugen fra 21-24 med forestillinger ca. hvert 20 minut, hvor der hver gang var plads til 20 gæster. Det blev et tilløbsstykke i en sådan grad, at der konstant var en lang kø ude foran det lille Barndomshjem og mange måtte gå skuffede hjem. Ud fra tilbagemeldingerne var det tydeligt, at Alenius’ værk blev oplevet som usædvanligt og stærkt. Både anmeldere og gæster blev ved med at kredse om, at det lille værk ”sætter sig i én” eller, at det var som om, man ikke ”blev færdigt med det”. Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Alenius ser på planterne. Hun ser på vandhanen. Hun ser begges skrig. Mellemrummet fastholdes og udvides til et værk. For i mellemrummet kan en skrøbelig følsomhed fastholdes. Eller som det også lyder, når Alenius ekkoer Andersen:

”Det er min historie. Fortæl den bedre. Hvis I kan. Sagde vinden og vendte sig.
Væk var den.”

Kreditering:
‘SKÅR’ af Louise Alenius

Opført af Sofie Elkjær Jensen, Kgl. Operasangerinde og Morten Grove Frandsen, prisvindende kontratenor m.fl.

Privacy Settings
We use cookies to enhance your experience while using our website. If you are using our Services via a browser you can restrict, block or remove cookies through your web browser settings. We also use content and scripts from third parties that may use tracking technologies. You can selectively provide your consent below to allow such third party embeds. For complete information about the cookies we use, data we collect and how we process them, please check our Privacy Policy
Youtube
Consent to display content from Youtube
Vimeo
Consent to display content from Vimeo
Google Maps
Consent to display content from Google