Aamanden

Smukt ser det ud, når man en sommerdag går langs Odense Å. Det gjorde der også på H.C. Andersens tid; nogle af hans lykkeligste barndomserindringer og stærkeste naturoplevelser stammer netop herfra. Men dengang var der en dybere dimension i naturen. Den var fyldt med tegn og varsler, og mennesket forstod sig selv gennem sin relation til den.

Et eksempel er folkesagnet om Aamanden, som Andersen genbesøger i eventyret Klokkedybet. Når børn druknede i åen, var det ikke en ulykke, men fordi Aamanden krævede et offer for ikke at lade floden gå over sine bredder og lægge byen øde. Sådan fandt man mening i det meningsløse. Sådan var der en direkte forbindelse mellem menneskeliv og natur. I dag er den forbindelse klippet over. Vi har i mange år behandlet naturen, som var den noget, vi kunne handle med, og nu står vi i menneskehedens største krise, klimakrisen.

Det var oplægget til den stedsspecifikke forestilling Aamanden, der løb af stablen ved Odense Å i Eventyrhaven under H.C. Andersen Festivals i 2019. Andersen har selv beskrevet præcis, hvor Aamanden lever, og åens store betydning for ham, og i en række eventyr giver han stemme til den natur, mennesket ikke længere ser, eller som er ved at forsvinde. Kunne det andersenske afsæt danne grundlag for, at vi gennem forestillingen skabte en ny forbindelse mellem menneske og natur? Jeg kontaktede digter Ursula Andkjær Olsen, scenograf og instruktør Marie Rosendahl Chemnitz og komponist Ying-Hsueh Chen. Sammen skabte de et rum fyldt med rituelle handlinger, hvor det var relationen mellem den enkelte gæst og naturen som omkringliggende scenerum, der stod i centrum. Det overklippede, og den mulige nye forbindelse.

Scene for scene opløste de den traditionelle opdeling mellem performer og publikum, indtil slutscenen nærmest blev en ankomst til virkeligheden. Her går en af performerne ud blandt publikum og klipper lokker af deres hår, en symbolsk nulstilling af vores forhold til naturen. Nogle vægrede sig og trak sig tilbage, andre gik frem, bød hovedet til og indgik kontrakten. I det øjeblik var det ikke længere teater, men virkelighed.

Forestillingen blev fremhævet som et af festivalens højdepunkter og var lige ved at drukne i sin egen succes: op mod 300 gæster til enkelte forestillinger, over 1400 i alt. Den skriver sig ind i en tradition, hvor H.C. Andersens Hus igen og igen viser, at der også midt i en festival er et stort publikum til kunst, der ikke går efter laveste fællesnævner, så længe den appellerer i tema eller oplevelseskvalitet.