And a little flower

And a little flower var en udstilling i The Danish Cultural Centre i Beijing om det nye H.C. Andersens Hus. I midten stod en model af museet. Gik man rundt om den, hørte man projektet fortalt fra fire sider gennem hovedtelefoner vendt mod nord, syd, øst og vest: arkitekten Kengo Kuma, den ledende arkitekt Yuki Ikeguchi, Event Communications' Eithne Owens og mig selv som museets kurator. Ét museum, fortalt af de stemmer, der byggede det.

Rundt om modellen forsøgte installationerne at indfange oplevelsen som fænomen, alle gennem glughuller, så der opstod en leg mellem det gemte og det fremviste, en opdagelse af magien i det hverdagslige. På et stort hvidt lærred blandede skyggerne fra arkitekturens trækonstruktioner sig med skyggerne fra en trækrone udenfor. Komorebi, det japanske ord for lys, der siver gennem blade.

Og så gåseurten, den enkleste blomst, iscenesat som det helligste. Man kiggede ned i et hul og så himlen over Odense drive forbi, mens man hørte historien om dengang Andersen som barn sang ved åen og drømte, at en kinesisk prins kunne høre ham, grave sig gennem jorden til Odense og tage ham med til den anden side. Himlen ser ens ud og er alligevel helt forskellig. Netop derfor gav det mening i Beijing, på den anden side af Andersens å.

Titlen kom fra en af Andersens egne linjer, hørt i udstillingens store lydcollage: at leve er ikke nok, man må også have solskin, frihed og en lille blomst. Ved udgangen kunne gæsten tage et lille stykke papir med sig. Ikke for at smide det væk, men for at plante det, passe det, glemme sig selv i dets skønhed, til det måske blev til en blomst fra et af Andersens eventyr.