Barndomshjemmets Have

Bag H.C. Andersens Barndomshjem lå der i mange år en have, der ikke gjorde væsen af sig. En græsplæne omkranset af et bed, sjældent brugt. Men besøgstallet i det lille museum var vokset fra 12.000 til 45.000 på få år, op mod 500 gæster om dagen i højsæsonen, og indenfor var der ikke mere plads. Så vi vendte os mod haven.

Problemet var, at Andersen aldrig havde en have. Som barn havde hans mor kun en kasse jord med purløg og persille i tagrenden mellem husene. At rekonstruere en have, han ikke havde, ville være et falsum, en falsk objektivitet. Men i selvbiografien peger han selv på en vej: "i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu." Haven findes ikke i det ydre historiske rum, men i det indre. I eventyrene blomstrer hele den rige danske flora, som Andersen aldrig havde have til som barn. Dér ligger haven. Ikke en tilbageførelse i tid, men et spring ind i det eventyrlige. Ikke historisk autenticitet, men autenticitet i oplevelse og stemning.

Selve rummet indbød til springet: et lille, skjult haverum bag museet, med mure til alle sider, der først byder sig til, når man træder ind. Vi ville skabe en grøn, eventyrlig oase i et ellers eventyrforladt byrum. Til opgaven fandt vi landskabsarkitekten Charlotte Skibsted, der ellers laver historiske haver, men som her arbejdede fra plantelister i Andersens eventyr. Over hundrede planter fra eventyrene fandt vej ind, uden at haven blev en encyklopædi. Fra den romantiske have lånte hun den slyngede sti, den varierede beplantning og små haverum, alt sammen i en mærkeligt formindsket form, så et lille rum føltes stort. Et andersensk blik for at se det store i det små.

Ambitionerne var større end lommerne, så vi genbrugte solhovedsten og gule Odense-klinker, der var blevet til overs fra fodsporsruten, og lagde pengene i planterne. Beplantningen begyndte i april 2016, kort efter Andersens fødselsdag, og allerede fra juni stod haven flot. Under blomsterfestivalen i august overhalede det lille museum for en gangs skyld H.C. Andersens Hus i besøg per dag. Vi satte bevidst ingen informationsskilte op, for de ville flytte gæsten fra sansning til viden. En have bliver aldrig færdig. Dens natur er at være undervejs. Sæt dig i en stol, drej den mod solen, og lad tankerne vandre. Haven, ligesom eventyrene, er lavet til dig.