Feber

"Hvor jeg er mig selv en Gaade." Ordene er Andersens egne, skrevet i dagbogen i 1847, på et tidspunkt hvor han stod på toppen af sin karriere. Den røde tråd i hans liv er ikke en afklarethed, men en bestandig søgen efter at forstå sig selv, gennem sine omgivelser og sit indre. På dødslejet gentog han i sine febervildelser: "Jeg veed slet ingenting."

Dagbøgernes seksoghalvfems nedskrevne drømme er fyldt med stærke, urovækkende billeder, der på én gang kalder på fortolkning og lyser i deres gådefuldhed. Det var udgangspunktet, da H.C. Andersens Hus bad kunstneren Rikke Benborg om at skabe et værk inspireret af Andersens drømme. Benborgs kunst kredser i forvejen om drømmen som et æstetisk og eksistentielt mellemrum, hvor lag og fortællinger flettes ind og ud af hinanden.

Resultatet, Feber, er en tværkunstnerisk installation af video, lyd og performance. Publikum bevæger sig rundt mellem nøje konstruerede scenebilleder og performere i scenografiske kostumer. Man er vågen i den sovendes hjerne, i Andersens, i sin egen, i de andres. Mareridt, klaustrofobi og natlig angst hentes ud af de nedskrevne drømme og rodfæstes i bevægelser, i en foranderlig scenografi og i videoflader, der spejler og forvrænger den konkrete arkitektur. Kostumerne tager afsæt i Andersens drømmevæsener, og rytmen følger feberdrømmens gentagelser.

Feber låner fra teater, dans og opera, men leger med genrerne og bliver hele tiden i mellemrummet imellem dem. I stedet for at stræbe mod renhed og perfektion dykker stemme, lyd, krop og billede ned i mørket og ind i sprækkerne og fortæller derfra. Værket sætter sig imellem genrer, imellem institutioner og imellem publikumssegmenter, og flytter Andersen fra det personbiografiske mod det mørke, sanselige og performative.

Feber er som en drømmevirus, der inficerer de steder, den tager ophold. Stederne udviskes, når drømmen tager over, men installationen tager en rest af stedet med sig, når den rejser videre og muterer til nye former undervejs. Og midt i det stiller værket sit spørgsmål: Er det muligt, for Andersen og for os, at forlige os med vores drømme, vores angst, vores mareridt?