H.C. Andersens Hus

I 1960'erne skar en firesporet motorvej gennem kvarteret omkring Andersens fødehjem. Lotzes gamle apotekerhave svandt til en skygge af sig selv. Da vejen i 2014 blev lukket og lagt under jorden, stod byen tilbage med et sjældent spørgsmål: Hvad bygger man et sted, man engang har fortrudt?

Svaret gav sig ikke selv. En idékonkurrence havde allerede kastet hundredvis af forslag af sig, meget af det ikonisk arkitektur, næsten intet af det et bud på det eventyrlige. Forslagene ville sætte Andersen ind i en bygning. Ingen lod bygningen opføre sig som Andersen.

Min første handling var at genbesøge præmissen. Det eventyrlige er ikke et greb, påstod jeg. Det er ikke de talende planter og dyr eller de besjælede ting. Det er noget, der sker i gæsten: den tøven, der opstår, når det velkendte og det fremmede rører ved hinanden. Et hus fuldt af vinduer ind til en eventyrverden er ikke en eventyrverden. Gæsten skal ikke se det eventyrlige. Gæsten skal stå midt i det. Det var dét, alt andet skulle rette sig efter.

Derfor vendte vi den vante rækkefølge om, så indholdet kom før formen. Vi udskrev en indholdskonkurrence, længe før nogen arkitekt var valgt, og gjorde vinderforslaget til det grundlag, arkitekterne bagefter skulle måles på. De blev bedømt på, om de kunne optage indholdet, ikke omvendt. Visionen lå ikke i en ordre til nogen. Den lå i selve udbuddet: i briefen, i kriterierne, i en klausul, der gjorde kunstnerisk fortolkning fra mange traditioner til et krav. Jeg var kurator med ansvar for formidlingen og creative director på projektet, og sad med i begge konkurrencer som rådgiver for juryen, uden stemme. Det, jeg havde skrevet, bandt mere, end en stemme kunne.

At rækkefølgen var usædvanlig, sagde arkitekterne selv. Yuki Ikeguchi, ledende arkitekt hos Kengo Kuma & Associates, om at få indholdet før opgaven: "It is actually the very first time we have done it this way around … the process is really a great example of creating inside out and outside in at the same time."

Kunstnerne skulle ikke tegne Andersen af. De skulle tale hans sprog, og slægtskabet var kriteriet. Tolv kom til. Daniel Handler, kendt som Lemony Snicket, for den bidende ironi og legen med, hvem der egentlig fortæller. Kim Fupz Aakeson som den danske stemme ved siden af. Louise Alenius for det sarte, der tør hacke sit eget format. Henrique Oliveira for installationer, der aldrig når frem, men altid er på vej fra ét materiale til et andet. Andy Gent for det taktile i dukkerne. Simon McBurney som Andersens engelske røst. Ét princip, tolv stemmer. Og flere endnu...

Kuma lagde huset ned i haven, det meste under jorden. Programmet holdt hånden over konceptet, og dialogen løftede det højere, end noget program kunne have gjort. Haven blev lagt, så den næsten virker som en forlængelse af husets skygge, og lyset siver ind gennem vand og hæk, for lyset er hos Kuma selve byggematerialet: "light is the most important building material in our architecture." Det kunne intet udbud have foreskrevet. De gjorde det bedre, end jeg selv kunne, og sådan skulle det være. Rammen skal være stram nok til at holde og åben nok til at blive overgået.

Museet åbnede i sommeren 2021. Men tanken holdt hele vejen. Ikke et monument, man ser på afstand, men en indgang, man går igennem. Det meste af huset ligger under jorden, i haven, i det, man selv må stige ned i. Eventyret bliver først færdigt i den, der træder ind.