Transit

I dag tager rejsen fra Odense til København en time med tog, og vi tænker slet ikke på mellemrummet. For 200 år siden var H.C. Andersen fanget i det i to dage. Fjorten år gammel, på vej væk fra barndomshjemmet, over Storebælt for første gang, ud i en verden han kun havde læst om. I det mellemrum ligger håb og angst, hjemvé og udlængsel på én gang.

Transit markerede 200-året for den rejse. Jeg legede igen med mellemrummet og byggede to installationer omkring gammeldags telefoner. Løftede man røret, hørte man Andersens tanker fra netop de timer, 200 år tilbage. Hjertet har to kamre, som teksten siger: i det ene banker længslen mod det nye, mod København, teatret og berømmelsen; i det andet gemmer han alt det, han lader bag sig.

De to installationer spejlede hinanden. Den i Odense, i barndomshjemmet, lod dig kun høre længslen mod København. Den i København, på Det Kongelige Teater, pegede tilbage mod Odense og angsten for at forlade det kendte. Et hjerte arbejder i udvidelse og sammentrækning, og her lå de to slag i hver sin by: det, der driver os ud i verden, og det, der trækker os hjem. Man skulle stå begge steder for at høre et helt hjerte.

Teksten var min, skrevet som hans indre stemme undervejs: postvognen mod Nyborg, bønnen på det mørke hav mellem Nyborg og Korsør, ankomsten til teatret, der skulle blive hans slot. "Løft røret", stod der. "Hør hjertets slag som det slår mellem byerne." På vej, men endnu ikke fremme.