Tekster
Boghveden
H.C. Andersens Eventyrlige Kuffert (red. Johs. Nørregaard Frandsen & Lene Kryger) – Fynske Medier, 2013
"I kan stole på mig," sagde Michael Rasmussen midt under Touren, og alle vidste besked. Sådan er det med digtere: jo mere de forsikrer os om deres troværdighed, jo mere tvivler vi. I Andersens fabel står den stolte boghvede rank, mens alt andet bøjer sig for stormen – og brænder for sin stolthed. En pæn moralsk pointe. Men Andersen sværger, at han har den fra fuglene, som har den fra piletræet, og insisterer så eftertrykkeligt på fortællingens sandhed, at man begynder at tvivle på selve moralen. Man kan virkelig ikke stole på digtere.
“I kan stole på mig” sagde cykelrytteren Michael Rasmussen under Tour de France i 2007. Han vidste, at journalisterne blev i tvivl, i samme øjeblik en cykelrytter begyndte at barbere sine ben. Sådan er det også med forfattere. I samme øjeblik de begynder at sætte ord på papir, bliver man i tvivl, om man nu også kan stole på dem. De fortæller jo historier. Men i “Boghveden” fra 1841 skulle den være god nok. Eventyret er nemlig bygget op som en fabel. Og meningen med en fabel er at fortælle en eviggyldig moralsk pointe.
I Andersens fabel møder vi den stolte boghvede, der ikke bøjer nakken for nogen eller noget – ikke engang Gud. Da stormen kommer, svajer piletræet med vinden, kornet bøjer sine aks og blomsterne lukker deres blade. De erkender ydmygt naturens orden. Noget er større end dem. Tre gange anråber de boghveden om at gøre det samme, men den er stålsat. Da lynet slår ned, står den stadig trodsigt med blikket rettet mod himmelen. Bagefter er den blot en sveden, unyttig urt. Stoltheden kostede den livet, mens resten af planterne lever videre på grund af deres ydmyghed.
Andersens fabel følger forskrifterne. Hans fortælling tager udgangspunkt i grundlæggende egenskaber ved planterne, som f.eks. at aksen dukker nakken og boghveden står rank. Han indarbejder folketroen om at “lynilden svitser boghveden sort”. Og hyldesten af ydmygheden er også et velkendt tema hos Andersen. Alt er troværdigt.
Ja, altså lige på nær at Andersen underbygger troværdigheden ved at opregne historiens oprindelse. Han har hørt den fra fuglene, som har hørt den fra det gamle piletræ, der endda står endnu. Andersen hævder altså, at det ikke bare er den moralske pointe, der er sand, men også selve fabuleringen, der ligger til grund for den moralske pointe. “Selvfølgelig kan man stole på fortællingen” siger Andersen så eftertrykkeligt, at man bliver helt i tvivl. Kan det passe, at fortællingen er en autentisk rapport fra virkeligheden – videregivet fra piletræ til spurv til Andersen? Bør man overhovedet stole på et partsindlæg som piletræets, og for øvrigt kan piletræer og korn jo slet ikke tale. Ved at insistere på fortællingens autenticitet gør Andersen opmærksom på, at historien er fortalt, og at den moralske pointe, derfor også er det. Måske den også bare er et partsindlæg, og slet ikke en eviggyldig moralsk sandhed? Man kan virkelig ikke stole på digtere – og slet ikke på H.C. Andersen.