H.C. Andersens sociale bevidsthed

Selvom H.C. Andersens eventyr muligvis ikke længere er den foretrukne højtlæsningslitteratur ved barnesengen, lever hans sprogbilleder stadig videre den dag i dag. Mange af dem har nemlig befriet sig fra eventyrenes verden og forplantet sig i selve sproget. Her eksisterer de nu som faste vendinger og udtryk – fuldstændig løsrevet fra deres oprindelige kontekst. På denne vis har særligt Andersens eventyr (og vendinger herfra) demonstreret deres enorme slidstyrke ved at leve videre som mønstre, som særlige måder at gribe virkeligheden på: Andersens forfatterskab har så sandelig ikke været “kejserens nye klæder”. Men som just demonstreret er en konsekvens af, at andersenske vendinger og udtryk løsrives fra deres kontekst også, at de bliver mere plastiske. Det betyder, at de derfor bruges i sammenhænge, der måske ikke var hjemmel til, såfremt man havde respekteret den oprindelige sammenhæng, vendingerne optrådte i. Eksempelvis tvivler jeg på, at Andersen ville have brudt sig synderligt om den rindalistiske anvendelse af vendingen om ikke at have noget tøj på, som så ofte kommer til udtryk i kunstfjendske kredse.

Ved en konference på Syddansk Universitet i november 2012 med titlen “H.C. Andersen i velfærdssamfundet” kunne man forvisse sig om, at der også var spor af digteren i det moderne danske velfærdssamfund og dets selvfremstilling. Derfor er det også nærliggende at spørge, om disse spor udtrykker en reel forbindelse mellem en social tænkning i digterens værker og det danske velfærdssamfund i dag. Kan H.C. Andersens forfatterskab ses som et forlæg til nutidens danske velfærdssamfund? Eller er der i højere grad tale om en løsrevet anvendelse af Andersens tekster uden hensyntagen til den historiske kontekst, de er en del af? Umiddelbart fristes jeg til at svare nej til første spørgsmål og ja til det andet spørgsmål, hvilket (hvis jeg har ret) indicerer, at der må foregå en form for misbrug af Andersen. Med andre ord: Mens der muligvis retrospektivt kan trækkes en linje fra det nutidige velfærdssamfund til Andersens 1800-tals digtning gennem løsrevne vendinger og udtryk fra hans hånd, er spørgsmålet, om man kan trække en linje prospektivt fra Andersens 1800-tals digtning frem til velfærdssamfundet i dag.

I denne artikel ønsker jeg derfor at undersøge sider af Andersen og hans digtning, som kunne pege frem mod et moderne velfærdssamfund og forsøge at fastholde deres betydning i den umiddelbare historiske, sociale og litterære kontekst, de optræder i.

Inden jeg kommer så langt er det dog nødvendigt at af- og begrænse velfærdssamfundsbegrebet en smule. I de senere år har velfærdssamfundets oprindelse og dets forlæg været til hyppig diskussion. Men uanset om man mener, at velfærdssamfundets forlæg er at finde i eksempelvis den lutheranske protestantisme, i borgerskabets filantropi i sidste halvdel af 1800tallet, eller om man 'abonnerer' mere på en klassisk socialdemokratisk forståelse, så synes Socialreformen fra 1933 at være et uhyre vigtigt skridt mod et genkendeligt velfærdssamfund. Ifølge dens arkitekt K.K. Steincke (1880-1963) udsprang Socialreformen bl.a. af en erkendelse af det ulige forhold mellem menneske og en liberalistisk markedsøkonomi:

Det liberale eller privatkapitalistiske Samfund kan jo ifølge sin Struktur ikke indrømme Retten til Arbejde, og Retten til Eksistens indrømmer det nødig uden paa ydmygende Betingelser. (Steincke 7)

Steinckes socialreform kan altså ses som et ønske om inklusion – et ønske om, at staten går ind og sikrer en vis menneskelig værdighed og derigennem agerer bolværk mod den menneskelige udgrænsning, der nødvendigvis ligger i markedsliberalismen, som den er beskrevet hos Steincke. Den afgørende ændring i forhold til tidligere tiders praksis var, at skønsprincippet med Socialreformens vedtagelse blev afløst af faste takster. Nu var der ikke længere tale om almisser, men snarere om kompensation for indtægtstab. Forandringen fra skønsprincip til rettighedsprincip markerer et fundamentalt skifte: Hvor tidligere tiders filantropi var forankret i særlige (borgerlige) værdier, som den nødstedte skønsmæssigt kunne leve op til, udtrykker Socialreformen en holdning om, at mennesket er noget værd i sig selv.^[1] Jeg mener altså, at en forståelse af det danske velfærdssamfund, må tage sit udgangspunkt i det menneskesyn, som Steincke implicit fremstiller, når han erstatter skønsprincippet med rettighedsprincippet. Denne grundsten suppleres derudover af kampen for et meritokratisk samfund: kampen for lige adgang til arbejdsmarked, uddannelse osv. Det moderne danske velfærdssamfund arbejder dermed på to fronter. På den ene side er det sociale sikkerhedsnet udtryk for en anerkendelse af livets vilkårlighed: Uanset hvor hårdtarbejdende man er, og hvor propert man end opfører sig, kan man ikke gardere sig mod de mange parametre i livet, som ligger uden for ens indflydelse. På den anden side handler kampen for et meritokratisk samfund om at sikre borgeren så stor selvbestemmelse over sit eget liv som muligt: Gennem den politiske kamp for lige muligheder forøges den enkeltes mulighed for at indtage en fortjenstfuld plads i et retfærdigt samfundshierarki.

Når jeg i det følgende vil undersøge H.C. Andersens mulige forbindelser til det danske velfærdssamfund, bliver det med udgangspunkt i ovenførte afgrænsning.

Når Gud ser med: uskrevne sociale love og kærlighedens bud.

I Dansk velfærdshistorie bind 1 – Frem mod socialhjælpsstaten beskriver historiker Søren Kolstrup, hvorledes et nyt og mere pessimistisk syn på de fattige tonede frem i begyndelsen af 1800tallet (Kolstrup 208). Dette syn var foranlediget af dels den dårlige danske økonomi, dels det fremvoksende lag af selvstændige bønder, der – som skatteydere – ønskede at minimere omkostningerne til fattighjælp. Enevældens fattigforordninger var således under pres, og derfor var den fattigste del af befolkningen i endnu højere grad end ellers afhængige af de uskrevne regler, som skulle sikre en vis social sammenhængskraft. I Mads Larsens omarbejdelse af Adolph Reckes høstsang “Marken er mejet” fra 1868 har en af disse uskrevne regler fundet vej til papiret:

Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.

Budskabet er klart: Når bonden høster naturens rigdom, skal han huske at påtænke dem, der ikke har samme muligheder. Konkret blev det gjort, som sangen beskriver det – efter at kornet var sanket, kom de fattige og samlede resterne, der havde undgået riven. Også H.C. Andersen har i sin barndom været ude sammen med andre fattige for at samle korn. I Mit Livs Eventyr fortæller han med vanlig sans for det dramatiske:

Enkelte Dage i Høsten tog min Moder ud paa Marken og samlede Ax, jeg var da med og gik der som den bibelske Ruth gik paa Boas's rige Ager. En Dag kom vi paa et Sted, hvor der var en bekjendt ond Forvalter; vi saae ham komme med en frygtelig stor Hundepidsk; min Moder og alle de Andre løb, jeg havde nøgne Fødder i Træskoe og tabte disse; Kornstub­bene stak mig, jeg kunde derfor ikke komme rask nok afsted, og blev tilbage alene; allerede løftede han Pidsken, jeg saae ham op i Ansigtet og sagde uvilkaarligt: “hvor tør Du slaae mig, da Gud kan see det!”— og den strenge Mand blev med Eet ganske mild, klappede mig paa Kinden, spurgte hvad jeg hed og gav mig Penge; da jeg viste min Moder disse, sagde hun til de andre Folk: "det er et mærkeligt Barn, min Hans Chri­stian! alle Mennesker er ham gode, og selv den onde Karl har givet ham Penge!" (Andersen, Mit Livs Eventyr, 21)

Når H.C. Andersen fremdrager oplevelsen i Mit Livs Eventyr, er det en del af iscenesættelsen af ham selv som en person, der allerede som barn stikker ud fra mængden. Men afsnittet er også interessant, eftersom det beskriver et fasttømret samfundshierarki, der samtidig indebærer et element af religiøst baseret social orden og ansvar, som drengen H.C. Andersen i dette tilfælde – med anråbelsen af Gud – opretholder.

Men ikke altid var Andersen til stede til at redde dagen med en retorisk anråbelse af den andens samvittighed og gudsfrygt. I et brev til sin søn den 12. september 1829 skrev H.C. Andersens mor om en møllerfrue i Munke Mølle, Odense, “Madame Krag”:

[…] jeg har ofte bedet hende om lidet Grødmeel, som de ellers giver bort i de andre Møller, men jeg fik Intet, det lod som hun havde mindre end jeg, derfor er jeg just ikke begjerlig efter oftere at forlange Noget af hende. […] Gode Christian! Du lovede mig lidet naar Du kom til Kjøbenhavn, jeg vil nu bede Dig naar Du kan, da at sende mig det, thi her skal være Auction efter Madam Andersen, og mueligen jeg der kunne faae et Par Lagner at kjøbe; som jeg trænger saa meget til. (Larsen 32)

Som fattig student havde Andersen sjældent mulighed til at lindre sin mors økonomiske trængsler, og han måtte derfor stiltiende se til, når morens tiggergang, som i ovenstående tilfælde, resulterede i, at selv den sidste rest af værdighed blev taget fra hende. Da nyheden om hendes død nåede H.C. Andersen i Italien i slutningen af 1834, var det derfor også med en blanding af sorg og lettelse: “De veed vel at min gamle Moder nu har det langt bedre end før?” lyder det i et brev til Signe Læssøe den 1. januar 1834 (Dreyer 112). Og i dagbogen pointerer han sin egen afmægtighed: “[…] nu har hun ende paa sin Nød, som jeg ikke kunde lindre […]” (Olsen 253). Lettelsen over hendes død er knyttet til frelseperspektivet, og den kristne tilværelsestolkning får derved en form for dobbeltrolle i H.C. Andersens tænkning. For det første repræsenterer efterlivet en forløsning af de jordiske trængsler. Det ses ikke bare i Andersens lettelse over moderens død, men findes også som pointe i eksempelvis “Den lille Pige med Svovlstikkerne”(1848). I det hinsides skal rig og fattig, høj og lav gå side om side uden skelen til jordisk hierarki. For det andet korresponderer dikotomien på den vertikale akse, mellem det jordiske og himmelske, med en dikotomi, der fungerer på den horisontale akse, mellem det ydre og indre: mellem den ydre verdens forfængelighed og golde materialisme og menneskets indre, hvor ånd og kærlighed hersker. I kærligheden og omsorgen for den anden skimtes det guddommelige. Det ses eksempelvis i Andersens refleksioner over den problematiske relation til vennen Edvard Collin, først i et brev fra den 3. juli 1832:

Ja, nu føler jeg det ret levende, vi vil og skal altid blive gode Venner, om vi ikke i Ord sige ”Du” saa skal vi det dog i Hjertet; og De skal nok faae Glæde af mig! (Collin 143)

Dernæst i et brev den 24. juni 1836:

Enten vi nu i denne Verden sige De eller Du til hinanden, enten De bliver Statsmenister og jeg kun slet og ret Hr H.C. Venner ere vi, saa trofaste og hinanden hengivne, som Venner kunne blive […]. (Collin 245, min fremhævelse)

Storladent kan Andersen tilgive Collins forstokkede standsbevidsthed, da deres følelsesmæssige bånd, ifølge digteren, overskrider de jordiske hierarkisk baserede former – i deres renhed udgør de en forsmag på den uproblematiske relation, de skal have i efterlivet.

Andersens tilværelsestolkning medfører også, at hans sociale tænkning består af lige dele frelseperspektiv og næstekærlighedsfordring. Det handler med andre ord om, at borgerskabet skal handle og se med hjertet, og om at der for de fattige i det mindste er en retfærdighed i det hinsides, hvis den ikke materialiserer sig i dette liv. Selvom Andersen stiller sig på folket og de fattiges side, gør han det dermed på en sådan vis, at agens stadig ligger hos borgerskabet og de formuende, som han skriver til. I de af hans eventyr, der har en tydelig social agenda såsom “Den lille Pige med Svovlstikkerne” eller “Hun duede ikke” (1853) gælder det, at de fattige ofte er passive, afmægtige, og dermed overladt til Guds eller samfundets nåde. De kan sjældent begå sig i den materielle virkelighed, da de ikke har midler hertil, men til tider kan de, hvis de har det rette indre, alligevel komme til deres ret.

I “Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige” (1861) lader H.C. Andersen en åndelig kærlighedsorden omvende den sociale orden. Fatter tager til marked for at sælge sin hest, men hans forståelse af merværdi er ikke af materiel art. Den er derimod forankret i kærligheden til konen. Derfor ender han i en serie af byttehandler, hvor hans vare kontinuerligt mister økonomisk værdi, men hvor handlen hele tiden indgås, fordi han tror, det vil glæde hans elskede. Til slut ender han med en sæk rådne æbler. Omvendt ønsker konen også at glæde ham med et godt måltid:

Æggekage med purløg. Æggene havde jeg, løgene manglede mig. Så gik jeg over til skoleholderens, der har de purløg, ved jeg, men konen er gerrig, det søde asen! jeg bad om at låne –! låne? sagde hun. Ingenting gror i vor have, ikke engang et råddent æble! ikke det kan jeg låne hende! nu kan jeg låne hende ti, ja, en hel pose fuld! det er grin, far!" og så kyssede hun ham lige midt på munden. (Andersen, Fatter 355)

Uretfærdigheden kan betales tilbage og værdigheden genvindes. Skoleholderens kone og møllerfrue Krags nærighed minder i øvrigt ikke så lidt om hinanden, og derved er det ikke kun fatter og konen, som får oprejsning. Det er også digteren selv, der får taget til genmæle mod den 32-år gamle fornedrelse, som hans mor måtte lide, da hendes tiggergang var forgæves. Særligt interessant i den forbindelse er det, at Andersen ikke påkalder sig samfundets uskrevne regler, sædvanens mønstre, når han i “Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige” udstiller skoleholderskens kones nærighed. Han påpeger i stedet, hvorledes åndelig og materiel rigdom ikke nødvendigvis følges ad. Dermed animerer han også til, at borgerskabet reelt forholder sig til underklassens trængsler.

Demokratisk sindelag eller hierarkisk magt

Selvom H.C. Andersen ofte har en social dimension i sine værker og også til tider skriver med en social indignation, er der, som foregående afsnit gerne skulle demonstrere, ikke nødvendigvis tale om en opløsning af samfundets hierarkiske organisering. Snarere er der tale om, at digteren påpeger en indre, åndelig orden, som han anser for mere væsentlig end den ydre, samfundsmæssige orden.

I en række af Andersens eventyr og historier træder folkekulturens karnevalesk-groteske tradition imidlertid frem. Det gælder selvfølgelig i særdeleshed i de eventyr og historier, hvor Andersen gendigter ældre fortællinger, men også i eksempelvis “Fyrtøiet” (1835) finder vi spor af en sådan kultur. Det er særligt spændende i forhold til diskussionen om velfærdssamfundet, fordi det karnevaleske sympolsprog ifølge litteraturforskeren Mikhail Bakhtin (1895-1975) er en måde, hvormed latteren bliver indskrevet i ritualer og orden for derigennem at bestride enhver form for hierarki, uforanderlighed og afsluttethed:

This experience, opposed to all that was ready-made and completed, to all pretense at immutability, sought a dynamic expression; it demanded ever changing, playful undefined forms. All the symbols of the carnival idiom are filled with this pathos of change and renewal,

with the sense of the gay relativity of prevailing truths and authorities. (Bakhtin 32)

Latterkulturen benytter negationsstrategier, der særligt retter sig mod verdslige og åndelige hierarkier, som fastlåser og underminerer det menneskelige liv og dets sammenhæng med en umiddelbar kropslig og processuel virkelighed. I karnevalssammenhæng kan det eksempelvis tage form af kroning og efterfølgende detronisering af narre, eller det kan være en betoning af kroppens nedre regioner som åndens sæde i stedet for hovedet og fornuften. Pointen er, at mening aldrig er statisk, fordi mennesket altid er i proces og åbent over for forbindelserne til omverdenen og fællesskabet. Derfor kommer kropslige udvækster og åbninger mod omverden og fællesskab også overdrevent i fokus: næsen, munden, kønsdelene og røvhullet bliver betydningsbærere. Menneskekroppen er på engang skabende og indfældet i livets cyklus – på vej mod sin død. Det er denne dobbelthed, som latterkulturen sætter i stedet for de fasttømrede hierarkier: en uendelig processuel bevægelse mellem skabelse og destruktion. Bakhtins latterkultur udtrykker en bevægelse fra det ideale til det materielle, men dermed peger den også frem mod fællesskab og demokrati, hvor mening forankres i det enkelte subjekt og dets forbindelse til et større ikke-hierarkisk fællesskab. Spørgsmålet er så, om Andersens tekster gør det samme.

I “Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige” er der flere af ovennævnte karnevalistiske træk. Først og fremmest strækker fatter og konen sig ud mod hinanden og fælleskabet, og denne horisontale bevægelse modsætter sig og omvender den vertikale bevægelse, der handler om at gøre en god handel, og derigennem få ting til at vokse. Meningen ligger i de mellemmenneskelige relationer – ikke i den materielle rigdom, et menneske kan skrabe sammen. Det økonomiske værdisystem afslører sig selv som værende menneskeligt fattigt i sin afvisning af medmennesket og dets behov. Omvendt belønnes fatters alternative og undervejs lattervækkende forståelse af tilværelsen. Han ender både åndeligt og materielt rig.

Andersen bruger ofte omvendingen af hierarkierne som et narrativt greb i sine eventyr, men det er sjældent, at de reelt altid de peger frem mod en anden tilværelsesform og fællesskab som i “Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige”. I “Fyrtøiet” (1835) ender soldaten eksempelvis som konge, mens den tidligere konge og dronning går i stykker af faldet fra magtens og åndens tinder. Men på trods af at soldaten er en mand af folket, så præsenterer den hierarkiske omvending, han gennemgår, ud mod fællesskabet. Hierarkiet overskrides ikke, men reetableres tværtimod gennem hundenes magtdemonstration:

[…] da blev Soldaterne forskrækkede og alle Folkene raabte: "lille Soldat, Du skal være vor Konge og have den deilige Prindsesse!"

Saa satte de Soldaten i Kongens Kareth, og alle tre Hunde dansede foran og raabte "Hurra!" og Drengene peeb i Fingrene og Soldaterne presenterede. Prindsessen kom ud af Kobberslottet og blev Dronning, og det kunde hun godt lide! (Andersen, Fyrtøjet, 84-85)

Der er altså ikke tale om et reelt revolutionært antrit i “Fyrtøiet”, men snarere en fremvisning af præmisserne for samfundsorganiseringen og hierarkiet: magten. I “Alt paa sin rette Plads” fra 1852 går Andersen skridtet videre og lader momentant en pilefløjte indblæse en retfærdig orden og et nyt hierarki. Dovenskab og dekadence må vige pladsen for klassiske borgerskabsdyder såsom et ædelt sind, næstekærlighed og flid. I disse kunne H.C. Andersen nemlig spejle sig selv og argumentere for det retfærdige i sin egen sociale opstigning. Andersens tænkning arbejder derved inden for hierarkiets rammer; det er blot selve organiseringen af hierarkiet, han til dels udfordrer.

Måske det mest interessante eksempel hos H.C. Andersen på hierarkisk omvending er at finde i gendigtningen af folkeeventyret om “Klotte-Hans”. Andersens “Klods-Hans” (1855), er nemlig fyldt med arvegods fra den karnevalesk-groteske tradition. Eksempelvis tildeles Klods-Hans’ legende omgang med virkeligheden forrang i forhold til brødrenes instrumentelle fornuft. Klods-Hans’ vilde, utæmmede, spontane og socialt overskridende karakter kontrasteres af brødrenes kategoriserende og udgrænsende fornuft, der konstant jævnfører begreb og indhold, og derigennem bortkaster alternative forståelser af genstand og virkelighed. Deres styrke er, at de kan begå sig i et systems rammer, fordi de har tillært sig systemets delelementer. Klods-Hans derimod løsriver ordene og genstandene fra deres indhold og genindsætter dem i en ny mening og et nyt system. Derfor er han også i stand til at bruge de udgrænsede rester, affaldet, som brødrene afviser, fordi resterne ifølge dem synes upassende i forhold til et frieri. Men deri tager de fejl. Frieriet er nemlig også udtryk for, at prinsessen er i gang med at forlade en rolle og træde ind i en anden. Det kommer til udtryk i hendes svar til brødrenes bemærkning om heden i rummet:

Det er fordi min Fader i Dag steger Hanekyllinger! (Andersen, Klods-Hans, 124)

Om det er rigtige hanekyllinger, der steges, eller om det er frierne, er umuligt at afklare. Brødrenes lærdom, som er baseret på en entydig sammenhæng mellem begreb og indhold, kommer til kort over for sådanne dobbeltbetydninger, hvilket bevirker, at prinsessen i endnu højere grad løsriver sig fra sin gamle rolle. Ved broder nummer to og Klods-Hans er det ikke længere kun kongen som steger hanekyllinger. Prinsessens egen rolle bliver mere og mere aktiv:

Ja, vi stege Hanekyllinger i Dag! […]

Det er fordi jeg steger Hanekyllinger! (124)

Prinsessen synes altså at tilegne sig den dobbelte betydning i udsagnet og gøre det til sin egen. Klods-Hans kan hun imidlertid ikke slå ud af kurs. Hans legende tilgang til verden handler netop om, at begreber eller genstandes meningsindhold ikke er fastlåste størrelser, og han har derfor ingen problemer med at forholde sig til prinsessens dobbeltheder. Hanekyllinger er ikke bare hanekyllinger, men Klods-Hans’ døde krage, udslidte træsko og pludder er heller ikke bare det, de tager sig ud som.^[2] Ligesom barnet, der samler alting op og putter det i lommen, har Klods-Hans samlet forskelligt affald, fordi de repræsenterer legemuligheder for fantasien. Med andre ord evner Klods-Hans at navigere i en virkelighed uden fasttømret mening, som derved også er en verden uden absolut hierarki. Ægteskabet mellem prinsessen og Klods-Hans kan da heller ikke anskues som en fortsættelse af det bestående hierarki, for selv om han blev “Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne”, undermineres det postulerede hierarki samtidig af allitterationen og enderimets karakter af at være et børnerim. En sådan dobbelthed fordobles yderligere ved at børnerimet øjensynligt er taget ud af Oldermandens avis, som fortælleren siger ikke er til at stole på. Som læser er det derfor mildest talt svært at finde hoved og hale i fortællingen. Vi kan læse forbi alle dobbelthederne og se det som en fortælling om, hvordan en tåbe møder og får en anden tåbe som kone, hvilket derigennem underminerer deres hierarkiske placering og hierarkiets gyldighed. Gøres dette, fremstår Klods-Hans som en kritik af de præmisser, som synes at konstituere samfundshierarkiet. Vi er med andre ord tilbage ved Andersens dyrkelse af borgerskabets dyder.

Men vi kan også læse den for dens barnlige sprogleg, dens dobbeltheder og dens udprægede brug af ironi, hvorved både fortælleren og fortællingen synes at arbejde i et ikke-hierarkisk betydningsrum. Gør vi dette, peger Klods-Hans på muligheden for en legende tilgang til omverdenen og en nysgerrighed over for det anderledes, og det at se verden på anderledes vis. Deri ligger også en åbenhed over for fællesskabet og en nivellering af hierarki. En sådan læsning manifesterer sig dog kun som en utopi, der er til syne det ene øjeblik og væk det næste – badet i ironiens tvetydige lys.

Som jeg har forsøgt at demonstrere, så peger H.C. Andersens fremstillinger og kritik af den samfundsmæssige organisering sjældent frem mod et kommende demokrati. I stedet lancerer han, som f.eks. i “Alt paa sin rette Plads!”, en hierarkisk reorganisering baseret på klassiske borgerskabsdyder, såsom flid og retskaffenhed. I de få tekster, f.eks. “Klods-Hans”, hvor hierarkiet synes at opløses, er det til fordel for en æstetisk eller åndelig orden. På denne vis ligger det anti-hierarkiske også hinsides realplanet hos Andersen – enten i form af en højstemt åndelighed eller i form af det digteriske fantasiarbejde.

Men selvom man altså ikke direkte finder et demokratisk sindelag i Andersens tekster, så er der i en række af hans tekster en skarp social profil, og han har utvivlsomt været kraftigt medvirkende til at synliggøre underklassen for borgerskabet. I det følgende afsnit vil jeg se nærmere på to af de stærkeste eksempler på dette, nemlig “Hun duede ikke” og “Den lille Pige med Svovlstikkerne”. Spørgsmålet er, om synliggørelsen af underklassen er nok til, at man kan sige, at H.C. Andersen peger frem mod et moderne velfærdssamfund, og altså derved rækker ud over hans egen tid, eller om der i højere grad er tale om indlæg i en samtidsdebat.

Et borgerligt portræt af underklassen

Da H.C. Andersen i 1833 udgav Agnete og Havmanden modtog den en hård kritik af både venner og fjender. Den levede ikke op til de strenge formkrav og den æstetiske refleksion som eksempelvis J.L. Heiberg (1791-1860) og hans følge krævede. For Signe Læssøe (1781-1870) var det dog noget helt andet end formen, som vakte anstød:

Men nu til Agnete – Tak for hende, hun er så usigelig elskelig og yndig og hendes meere ophøiede Karakter er holdt hele Tiden herlig […], hvor er hun blevet saadan, da Moderen er saa aldeles simpel? hun er altfor simpel, er det rigtigt og troer De ikke det vil støde at hun er saa ganske af de laveste Klasser. Ingen af de laveste Klasser læser Digtet og vi Andre ere ikke behagelige i disse lave Omgivelser. Folk vil ikke synes om det […] mulig er det naturligt i de Kredse, men vi vide det ikke og røre kan kun hvad der finder nogen Gjenklang i vort eget Bryst […]. (Dreyer 126)

I Læssøes optik synes der at være et næsten uoverskrideligt spænd mellem borgerskabet og den underklasse, som Andersen giver stemme igennem Agnetes moder – som om underklassen tillhører en helt anden race. På denne vis vækker H.C. Andersens skriverier en form for ubehag hos dele af borgerskabet. Hans formarbejde stræber ikke entydigt mod den “rene” harmoniske form, som Heiberg dyrker. I stedet introduceres dissonanser fra den levende materielle virkelighed: Han synliggør det hårde liv på bunden af samfundet og den manglende sociale retfærdighed, som samfundsorganiseringen er udtryk for. Dette ses tydeligst i de af hans eventyr og fortællinger, hvor han empatisk lader synsvinklen knytte sig til agtværdige individer i den udgrænsede underklasse, og derved præsenterer dem på ny og i et nyt lys for borgerskabet.

For Andersen var det empatiske blik på underklassen naturligvis en del af hans selvopretholdelse, for hans sociale opstigning var netop en bestridelse af det udgrænsende blik, som Signe Læssøe uforvarende kaster på Agnetes moder i det ovenstående citat. I “‘Hun duede ikke’” er det da også Andersens egen alkoholiserede moder, som han kalkerer vaskekonen i fortællingen over. Andersen lader først byfogeden fælde samfundets uretfærdige dom:

“Du er en god Dreng!” sagde Byfogden, “Du er en høflig Dreng! din Moder skyller vel Tøi nede ved Aaen; der skal Du ned med det, Du har i Lommen. Det er en slem Ting med din Moder! hvormeget har Du der?”

“En halv Pægel!” sagde Drengen med forskrækket, halv sagte Stemme.

“Og imorges fik hun det samme!” vedblev Manden.

“Nei, igaar var det!” svarede Drengen.

“To halve gjør en heel! - Hun duer ikke! Det er sørgeligt med den Klasse af Folket! Siig til din Moder, at hun skulde skamme sig! og bliv aldrig Du en Drukkenboldt, men det bliver Du nok! - Stakkels Barn! - Gaa nu!” (Andersen, Hun duede ikke, 96)

I byfogedens optik er vaskekonen udtryk for en urenhed i et ellers velfungerende samfund, og skylden lader til helt og aldeles at være hendes egen. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at han samtidig antyder en determinisme, når det kommer til drengens fremtid: På grund af sit ophav vil også han nok blive “Drukkenboldt” på trods af, at han er en god dreng. På den ene side synes ens skæbne altså at være selvforskyldt, og noget man skal skamme sig over, mens den på den anden side er bestemt af det miljø, man vokser op i. Revnerne i byfogedens logik udvider Andersen dels gennem sit sympatiske portræt af vaskekonen, dels gennem beskrivelsen af den række af ulyksaligheder, der uforskyldt er regnet ned over hende. Nu består livet af at stå i det kolde vand og vaske fra morgen til aften i håbet om at skabe et bedre liv for sit barn: “Jeg slider og slæber, saa Blodet er færdigt at springe mig ud af mine Neglerødder! men det er det samme, naar jeg kun hæderlig kan faae dig frem, mit søde Barn!” (97). Men kulden tager på hende, og hun har brug for alkoholen til at holde sig varm. I Andersens fremstilling er grundlaget for samfundets udgrænsning af vaskekonen, hendes alkoholisme, på denne vis at finde i de ringe livs- og arbejdsbetingelser, hun har haft. Selv i hendes død fastholder byfogeden sin dom over vaskekonen, “hun duede ikke”; men Andersen lader vaskekonens eneste veninde få det sidste ord, da hun trøster drengen ved moderens grav:

"Min søde Moder!" sagde han, og Taarerne strømmede: "Er det sandt: hun duede ikke!"

"Jo, hun duede!" sagde den gamle Pige og saae op imod Himlen. "Jeg veed det fra mange Aar og fra den sidste Nat. Jeg siger Dig, hun duede! og vor Herre i Himmeriges Rige siger det med, lad Verden kun sige: hun duede ikke!" (101)

Samfundsordenen og dets dom er ikke en afspejling af en himmelsk orden og dom – tværtimod er de i modstrid med hinanden. Byfogeden forsøger at opretholde en fællesnævner mellem samfundets hierarkiske organisering og individets moralske habitus. Hans kontinuerlige udgrænsning af vaskekonen og den voldsomme samfundsmæssige uretfærdighed der ligger heri, er dermed også en måde, hvorpå han forsøger at holde sig selv ren. Ved at fastholde, at vaskekonens position i samfundshierarkiet er hendes egen skyld, tilskriver han dermed sig selv og sin egen position moralsk indhold.

Andersens kritik genfindes i dens måske mest prægnante form i “Den lille Pige med Svovlstikkerne”. Eventyret er skrevet med udgangspunkt i et træsnit af J.Th. Lundbye (1818-48), som han fik tilsendt. Træsnittet havde nogle år forinden været trykt i Almanak og Huuskalender, 1843. Det er uvist, om Andersen har kendt til tegningen derfra, men Andersens eventyr udlægger billedet på en noget andet vis end ledsageteksten i føromtalte udgivelse. I denne stillede skribenten nemlig spørgsmålstegn ved det ædle i at give til nødstedte. Pigen, der skjulte sit tiggeri under dække af at sælge tændstikker, kunne jo være sendt på gaden af dovne forældre. Og på den måde ville medlidenheden med pigen medvirke til hendes “timelige og aandelige fordærvelse”:

Lukte du og Lukte Alle Øret og Haanden for Barnets Klage, da vilde i de fleste Tilfælde baade Forældrene selv arbeide og tillige anføre deres Børn til nyttige Forretninger, hvorved de i sin Tid kunne blive brave og dygtige Folk; medens de nu ved din forkeerte Medlidenhed Voxe op i Dovenskab, Uvidenhed og Synd!” (citeret efter Dal 18)

I Andersens eventyr lægges sympatien entydigt hos den lille tændstiksælger, dels igennem beskrivelsen af det kolde og hårde miljø, hun befinder sig i, dels igennem forfatterkommentarer såsom: “den lille Stakkel” (Andersen, Den lille Pige 435) eller “ja, hun havde jo rigtignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunde det hjælpe!” (435). Spørgsmålet er retorisk, for i tændstiksælgerens verden er der intet og ingen, der hjælper. Som i ““Hun duede ikke”” etablerer Andersen en dikotomi mellem jordelivets pinsler og uretfærdighed og det retfærdige og varme efterliv, hvor al nød er forsvundet: “Det var saa grueligt koldt”, “Ingen havde den hele Dag kjøbt af hende; Ingen havde givet hende en Skilling” (435) modstilles med visionerne af efterlivets “varme Kakkelovn”, “den deilige Gaasesteg” og klare lys (436). Men dikotomien er samtidig funderet i den materielle virkeligheds “indenfor” og “udenfor”, da pigens visioner om efterlivet er forankret i varmen og nytårsaftens festmåltid, hvoraf kun lyset og lugten deles med hende, mens hun ensom går omkring i gaderne. Nytårsfestens løfte om fornyelse, spiring og bevægelse har hun ikke del i.

Som i “‘Hun duede ikke’” peger Andersen i “Den lille Pige med Svovlstikkerne” på de hårde vilkår som underklassen lever under og den manglende omsorg og næstekærlighed fra omverdenen. Pigen kunne være blevet reddet, men ingen viste hende medfølelse. Overladt til sig selv under sådanne omstændigheder er den eneste barmhjertighed for hende at finde i døden og efterlivets velsignelser. Det er svært at underkende Andersens store rolle i at synliggøre underklassen for borgerskabet i midten af 1800tallet. Hans sympatiske portrætteringer af livet på bunden af samfundet har haft stor indvirkning på borgerskabets selvforståelse. Men som Karin Lützen argumenterer for i Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København fra 1998, er det måske ikke et helt reelt billede af underklassen, som Andersen tegner. Hun påpeger, hvorledes han tildeler sine underklasse-protagonister borgerskabets værdisæt, så de derigennem fremstår sympatiske for borgerskabet. I “‘Hun duede ikke’” sker det ikke blot ved at tildele moderen nogle af borgerskabets idealer. Udover flid og selvopofrelse har moderen nemlig også dyrket den romantiske kærlighed. Men hendes ungdomsforelskelse i byfogedens bror gik på tværs af standsforskel, og hun lokkes derfor af den elskedes familie til at indgå et fornuftsægteskab i stedet. Det rammes selvfølgelig af ulykker og dermed den direkte årsag til moderens forhutlede tilværelse. I såvel “‘Hun duede ikke’” som i “Den lille Pige med Svovlstikkerne” er der således tale om et åndeligt spejlbillede af borgerskabet, der er indsat i beskrivelsen af underklassen. Det letter naturligvis borgerskabets identifikationsmuligheder. Men selv i borgerskabets indlevelse i underklassens vilkår, argumenterer Lützen, er der en vis form for udgrænsning:

Denne fortælling brugte middelstanden senere til højtlæsning, når den sad trygt og godt ved kakkelovnen, gysende kunne sætte sig i den lille piges sted og samtidig glæde sig over, at den selv var bedre stillet. (Lützen, Byen tæmmes, 120)

I forhold til Steinckes forestilling om et velfærdssamfund, der skulle beskytte mennesket og dets værdighed fra de negative og udgrænsende strukturer, som ellers ville herske frit, er Andersens sociale bevidsthed en helt anden. Det påpeger den marxistiske litteraturkritiker Harald Rue (1895-1957) også i Litteratur og Samfund fra 1937, hvor han kommenterer “‘Hun duede ikke’”:

Historien er et klart komponeret billede af de fattiges elendighed, et stort forsvar for dem og et krav om retfærdighed. Men deres egen modløshed har trængt sig ind – i forsøget på at fritage de rige for skylden. Derved ødelægges billedets rigtighed. Halvheden hos Andersen åbenbares. (Rue 46)

Selvom Rue medgiver, at Andersen maler “de reelle sociale modsætninger” (45) (og det kan man i forlængelse af Lützen også diskutere), er dette ikke nok for ham, da litteraturen også skal forholde sig kritisk-materialistisk til dette modsætningsforhold. Og her tænker Andersen i høj grad inden for rammerne af sin samtid: Problemet er ikke så meget, at folk er fattige; sådan har Gud skabt verden. Problemet er, at folk ikke praktiserer næstekærlighed, og dermed ikke lever op til de åndelige dyder, som Andersen anser for væsentlige. Det er slette mennesker som byfogeden, og de der ikke vil hjælpe tiggeren, der er problemet i hans optik.

Mens Steincke og Rue har fokus på en bevægelse nedefra og op – fra den undertrykte og udgrænsede masse mod hierarkiets top – foretager Andersen altså en modsatrettet bevægelse oppefra og ned, hvor han fordrer, at borgerskabets velstand også skal virke velgørende for værdigt trængende i underklassen. Dermed kan Andersens sociale tænkning ses som et forlæg for den liberale filantropi som var udbredt i slutningen af 1800-tallet snarere end for et moderne dansk velfærdssamfund i den ideale udformning, som Steincke beskriver den i 1933. Det illustreres også af, at “Den lille Pige med Svovlstikkerne” grundlæggende er et indlæg i en diskussion, som reelt demonstrerer fraværet af Steinckes velfærdssamfund. For en diskussion, der handler om, hvorvidt man skal give til tiggere eller ej, tager sit udgangspunkt i fraværet af det økonomiske sikkerhedsnet, som ifølge Steincke skulle sikre mennesket dets værdighed.

I forlængelse af Lützen og Rue kan man sige, at Andersens metode, hvormed han synliggør underklassen, består i at tildele dem et værdisæt, som borgerskabet kan spejle sig i. Samtidig arbejder han med en religiøs dimension, hvori næstekærligheden spiller en ikke uvæsentlig rolle. Konsekvensen er imidlertid, at den sociale tænkning fastlåses i dette religiøse paradigme, hvorved en materialistisk forståelse af klassesamfund og -dynamik ikke sættes i spil. I “Den lille Pige med Svovlstikkerne” truer slutningens besyngelse af efterlivet endda med at omgøre hele velgørenhedsaspektet. For mens folk, der finder pigen, ser hendes materielle nød, påpeger forfatteren hendes åndelige udfrielse:

“Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde!” (Andersen, Den lille Pige, 437)

Andersens religiøse paradigme og indlejrethed i borgerskabets værdisæt tydeliggøres yderligere, hvis man sammenligner slutningen af “‘Hun duede ikke’” med slutningen af Herman Bangs “Franz Pander”. Hos Andersen bliver Gud indstifter af den endelige retfærdige orden i efterlivet, mens den jordiske “uorden” tilskrives menneskets slethed. Når Johanne derimod står ved foden af Franz Panders hvide lig i Bangs “Franz Pander”, er det Gud, hun retter anklagen mod. Panders livsbane synes nemlig at være determineret af den struktur, han er indlejret i. Og selvom han aktivt forsøger at foretage en social opstigning, fører ethvert forsøg ham nærmere den død, der synes foregrebet i hans krop. Kroppen har altid har været så unaturligt “blankhvid og skær”(Bang 94) og spejler derigennem, hvorledes han i døden er “hvid som Marmor” (110). Hos Bang er det med andre ord hele den materielle virkeligheds strukturer, som er sat til diskussion. Sådan kan Andersen ikke tænke indenfor rammerne af sit religiøse paradigme, og derfor formår han ikke at fremanalysere dynamikken mellem samfundsklasserne.

Alligevel er der momenter i både “‘Hun duede ikke’” og “Den lille Pige med Svovlstikkerne”, hvor Andersen antyder konturerne af en social tænkning, som er mere materielt forankret end religiøst, og som dermed kunne pege frem mod en steinckesk forståelse af et moderne dansk velfærdssamfund. I “‘Hun duede ikke’” har jeg allerede omtalt det dialektiske forhold mellem byfogedens udgrænsning af vaskekonen og tilskrivelsen af et moralsk indhold til hans position i det sociale hierarki. I “Den lille Pige med Svovlstikkerne” finder en lignende dialektik sted, da en dreng hugger en af pigens tøfler:

[…] det var meget store Tøfler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel var ikke at finde og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik Børn. (Andersen, Den lille Pige, 435)

Andersen beskriver, hvordan samfundet fungerer i kraft af en form for kannibalisering. Ved at miste tøflerne mister hun i både konkret og symbolsk forstand evnen til at agere, til at bevæge sig. De små fødder, “røde og blaa af Kulde”, trækker hun op under sig og stivner derved i en krog mellem to huse. Selvsamme bevægelse, som udtrykker hendes lidelse og ultimativt død, er imidlertid samtidig en andens begyndelse: Tøflerne bruges som vugge. Det er altså i kraft af selve den udgrænsende bevægelse (tyveriet af tøflen eller byfogedens moralske dom over vaskekonen), at samfundsstrukturerne og de sociale modsætninger etableres. I sådanne momenter mener jeg ikke, at Andersen fritager de rige for skylden til fattigdommen, som Rue siger. Tværtimod mener jeg, disse glimt demonstrerer en form for dialektisk tænkning, som rækker ud over sin samtid og det religiøse paradigme, Andersen ellers skriver ud fra.

Formernes inklusion og eksklusion

H.C. Andersens projekt har i høj grad handlet om at retfærdiggøre sin egen position i borgerskabet. Selve det forhold, at Andersen har tiltvunget sig adgang til borgerskabets cirkler på trods af sin ydmyge herkomst, har nemlig truet med at destabilisere samfundsformerne. Andersen modgår dette ved tematisk at fremhæve og etablere et åndeligt frem for et materielt defineret borgerskab. På denne vis kan hans unikke standsmæssige opstigning bevares, samtidig med, at han ikke udfordrer en grundlæggende hierarkisk rangordning. Den største trussel mod borgerskabet er således ikke at finde i de sociale tematikker, som Andersen arbejder med. Spejlingen af borgerskabet og tildelingen af borgerskabsværdier til underklassens protagonister arbejder nemlig fint inden for rammerne af borgerskabets selvforståelse.

Værre er det med formarbejdet. Særligt i 1830-erne og 1840-erne er den hjemlige kunstkritik domineret af en konservativ, formbevidst retning forankret omkring J.L. Heiberg og hans følge. For disse gjaldt det om gennem refleksion og præcision at finde frem til det genrerene udtryk. Hos Henrik Hertz (1797-1870) lyder problemstillingen i Gjenganger-Breve eller Poetiske Epistler fra Paradis (1830): “for Form og Farve har Enhver ej Blik / men for Idee og Stof næsten Alle” (Hertz 48). Kritikken ramte også Andersen, der latterliggøres samme sted:

[…] denne Hellig Andersen, der rider,
berust af Fantasiens Øl,
paa Musens nattegamle Føl,
det Slagelseske Krik med lamme Sider,
mens Pøblen holder ham for en Profet
af en Poet […]. (33)

Hertz mente, ligesom Heiberg, at ånd var afspejlet i formens renhed, og at kunstens opgave dermed var at stræbe mod en sådan renhed. Urenheder i formen var altså et udtryk for åndeligt fordærv og burde af den grund luges ud. I det henseende kom Andersens digtning til kort. Selvom Andersen havde forsøgt sig i den heibergske stil, var hans formarbejde utilfredsstillende. Hos pedanten og kritikeren Christian Molbech (1783-1857) lød dommen:

Den snart pathetisk-alvorlige, snart ironisk-spøgende, snart barnagtige Tone frembringer i vor Forfatters Eventyr en uheldig Blanding, som en saadan Digtning slet ikke taaler. Aldrig har han som Barn hørt et Folke-Eventyr saaledes fortælles; thi der falder egentlig al Ironie i Formen bort; det Lystige, Spøgende, Spottende maa ligge i Stoffet, i Situationerne og Charaktererne selv; og selv det mest Vidunderlige, Overnaturlige og Overdrevne maa finde den samme Tone, det samme Udtryk af subjectiv Overbeviisning, som det ganske Rimelige og Naturlige. Om endog et Eventyr kan fortælles ironisk eller komisk, saa maa det være en heel giennemført, dybere liggende Tone; og Fortælleren maa ikke i een Periode skrive alvorligt, i den næste drive Skiemt med sin egen Alvor. (Anonym 172)

Andersen kritiseres for at være en utroværdig fortæller, der ikke overholder den enkelte genres formlove. Men Andersen forsvarer sig:

Kun Formerne kan døe, og Aanden seire! [...]

Thi Formen er for Aanden kun et Spil. [...]

Altid, naar Aandens Moses-Stav det vilde,
Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde. (Andersen, Aarets, 385)

Forsvaret er det samme, som han har brugt i det tematiske arbejde: Når formerne svinder bort, de kunstneriske såvel som de standsmæssige, vil den sande åndelighed komme til syne. Han gør sig dog ikke illusioner om at kunstnerisk at kunne arbejde i det formløse. Pointen er snarere, at formen løsrives fra et forestillet idealt indhold. Det betyder samtidig, at den frisættes som materie. Når Molbech kritiserer Andersen for hans uheldige blanding af genrer, er det udtryk for, at Molbech ligesom Heiberg og hans følge henfører genreformerne til et idealt indhold. Et sådant statisk formhierarki er i sagens natur ekskluderende. Det må kontinuerligt holde sig fri af urene elementer, der truer dets renhed og eviggyldighed. Andersen, der selv var en sådan urenhed i borgerskabets formsystem, kan naturligvis ikke tilslutte sig denne formforståelse. Han vælger i stedet inklusionen. I stedet for at afvise og ekskludere former, inkluderer han dem i en formpluralisme, hvor han leger med deres materialitet ved at spille dem ud mod hinanden. Som en anden “Klods-Hans” bringer han former og strukturer i spil, der ville være blevet afvist og kastet i grøften af Heiberg og Molbech. For mens deres kunst strækker sig vertikalt opad mod den “rene” form/ånd, udfolder Andersens kunst sig horisontalt – i det materielle samspil mellem former og betydninger, der gensidigt farver hinanden, og dermed også hele tiden skifter betydning og form. Ved at arbejde inklusivt, ved at indoptage vidt forskelligartede former og sætte dem i spil overfor hinanden, underminerer Andersen samtidig ideen om formernes eller hierarkiernes eviggyldighed. Det er i et sådant formarbejde, at Andersen kan siges at pege ud over borgerskabet og dets selvforståelse.

Om formarbejdets anti-hierarkiske islæt og dets inkluderende praksis peger direkte frem mod demokratiets og det moderne danske velfærdssamfunds lighedstænkning og sociale sikkerhedsnet, er nok tvivlsomt. Men man kan sige, at hvor Andersens sociale tænkning tematisk peger i retning af den borgerlige filantropi i anden halvdel af det 19. århundrede, og dermed arbejder inden for rammerne af borgerskabets tænkning, peger hans formarbejde, muligvis utilsigtet, ud overborgerskabet og frem mod en mindre idealistisk baseret samfundsforståelse. Hvor Hertz og Heibergs formidealisme peger i retning af en l’art pour l’art, peger Andersens arbejde, på trods af den gennemsyrende religiøsitet, i retning af naturalismen. I en materielt orienteret formbevidsthed ligger også kimen til en analyse og fremstilling af den materialitet, menneskelivet er indfældet i.

Litteratur

Andersen, H.C.: Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen. Mortensen, Klaus P. (red.): H.C. Andersen – Digte bind I. Kbh.: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2005.

Andersen, H.C.: “Den lille Pige med Svovlstikkerne”. Mortensen, Klaus P. (red.): H.C. Andersen – Eventyr og historier bind I. Kbh.: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2003.

Andersen, H.C.: “Fyrtøiet”. Mortensen, Klaus P. (red.): H.C. Andersen – Eventyr og historier bind I. Kbh.: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2003.

Andersen, H.C.: “Hun duede ikke”. Mortensen, Klaus P. (red.): H.C. Andersen – Eventyr og historier bind II. Kbh.: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2003.

Andersen, H.C.: “Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige”. Mortensen, Klaus P. (red.): H.C. Andersen – Eventyr og historier bind II. Kbh.: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2003.

Andersen, H.C.: “Klods-Hans”. Mortensen, Klaus P. (red.): H.C. Andersen – Eventyr og historier bind II. Kbh.: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2003.

Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr. Mortensen, Klaus P. (red.): H.C. Andersen – Selvbiografier bind II. Kbh.: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2007.

Anonym (Chr. Molbech): “Digte af H.C. Andersen”. Maanedsskrift for Litteratur bind 3. Kbh. 1830.

Bakhtin, Mikhail. Rabelais and His World. Oversat af Helene Iswolsky. Indiana: Indiana University Press, 1984 (1965).

Bang, Herman: “Franz Pander”. Værker i Mindeudgave 1-6, bind 2. Kbh.: Gyldendal, 1912.

Bille, C. ST. A.; Bøgh, Nikolaj: Breve fra Hans Christian Andersen, Bind I. Kbh.: C. A. Reitzel, 1878.

Collin, Edvard: H. C. Andersen og det Collinske Huus. Kbh.: C. A. Reitzel, 1882.

Dal, Erik: Den lille Pige med Svovlstikkerne. Kbh.: Rosenkilde og Bagger, 1956.

Dreyer, Kirsten (udg.): H.C. Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds – breve. Kbh.: Museum Tusculanums Forlag, 2005.

Hertz, Henrik: Gjenganger-Breve eller Poetiske Epistler fra Paradis. Kbh. 1830.

Kolstrup, Søren. “Fattiglovgivningen fra 1803 til 1891.” Petersen, Jørn Henrik; Christiansen, Klaus; Petersen, Niels Finn (red.). Dansk velfærdshistorie, Bind I - Frem mod socialhjælpsstaten. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010.

Larsen, Svend. H.C. Andersens Moder – En Brevsamling. Odense: Rasmus Hansens Boghandel, 1947.

Lützen, Karin: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København, Kbh.: Hans Reitzels Forlag, 1998.

Lützen, Karin: “Den borgerlige filantropi”. Petersen, Klaus (red.): 13 historier om den danske velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2003.

Olsen, Kåre, Topsøe-Jensen, H. (udg.): H.C. Andersens Dagbøger bind I. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Kbh.: G.E.C. Gads Forlag, 1971.

Rue, Harald: Litteratur og samfund (1937). Risskov: Sirius, 1976.

Steincke, K.K. Socialreformen – en kortfattet Oversigt. Kbh.: Forlaget “Fremad”, 1933.

1. I artiklen “Den borgerlige filantropi som forudsætning for velfærdsstaten” negligerer kulturforsker Karin Lützen forandringen med henvisningen til, at “Der skelnes stadig mellem ‘værdigt og uværdigt trængende’” (Lützen, Den borgerlige filantropi, 48). Hun underbygger dog ikke sin argumentation, og selvom der følger en lang række pligter med til de rettigheder, som borgerne i dag har for at få sociale ydelser, så synes disse pligter ikke sammenlignelige med den skønsmæssige vurdering, som har forekommet inden Socialreformen i 1933. ↑

2. I forhold til Andersens samtid er det interessant at se, hvorledes han på den ene side forfiner fortællingen, så den også bliver spiselig for borgerskabet. Pludderet, som Klods-Hans bruger som dyppelse og til at kaste i hovedet på Oldermanden, er nemlig i forlæggene lort. På den anden side forstærker han samtidig det ulækre ved netop at gøre pludderet eller lorten til “den fineste Slags, man kan ikke holde paa den!”. ↑