The Poetry of Nature / Naturens poesi

Som eventyrforfatter er H.C. Andersen blevet berømt for sine fortællinger, hvor ting bliver vakt til live og får stemme. Selvom andre forfattere tidligere havde skabt sådanne fortællinger, var det Andersen, der populariserede dem i eventyr såsom Den standhaftige Tinsoldat, Kjærestefolkene, Hyrdinden og Skorsteensfeieren og mange andre. I dag er denne særlige eventyrgenre uløseligt forbundet med H.C. Andersens fortællekunst. Sådanne eventyr foregår imidlertid næsten altid i et borgerskabs- eller bymiljø, og derved har tingseventyrene i deres popularitet skygget for en række lignende eventyr, hvor det ikke er genstande, men planter, som kommer til orde. I denne bog vil vi gerne fremhæve disse eventyr, for selv om der er tale om små fortællinger, er de både stærke og fine. De lader os få indblik i H.C. Andersens livs- og natursyn. Ja, måske kan det endda siges, at særligt i naturens planteliv finder Andersen et rum, hvor han kan udforske sit eget følsomme og splittede væsen og samtidig skabe eksistentielle fortællinger, som spejler evigtgyldige vilkår ved tilværelsen. I Andersens planteeventyr udforskes den ydre og indre natur, plantelivets materialitet og det åndelige liv på samme tid – ikke for at finde endegyldige svar, men snarere for at skabe rum for en nysgerrig undren over og følsom opmærksomhed på, hvordan livets skygge- og solsider er indbyrdes forbundne.

Ser man overfladisk på H.C. Andersens barndom er det overraskende, at Andersen i så høj grad bruger naturen som et eksistentielt fortolkningsrum. Født og opvokset i Odense under kummerlige forhold i en familie, der hele tiden balancerede på kanten af den yderste fattigdom, var det ikke umiddelbart følsomme gevækster og et rigt planteliv, der omgav Andersens barnetilværelse. Men selvom han bevægede sig rundt i den vulgære, beskidte fattigdomssump i Odenses byrum, kredsede han, ifølge sine egne erindringer, hele tiden om de erfaringsmuligheder og rum, der brød med dette. Muligvis var han barn af byen, men samtidig var han også drømmer af en anden verden. I erindringerne fremhæver han derfor igen og igen de elementer i barndomslivet, der kan virke som en portal væk fra det rå byrum og over i et erfaringsunivers, der i højere grad tilgodeser drengens følsomme væsen. Andersen tiltrækkes af alt, der retter sig væk fra sine jævnaldrende legekammerater og deres miljø. I stedet føler han sig hjemme, når han drømmer sig væk i den finere kultur, han, på grund af den korte fysiske afstand mellem rig og fattig, i en vis grad har adgang til. Hans far læser for ham og vækker hans smag for litteraturen, og snart banker han på dørene hos de mere velstående familier i sin hunger efter at låne litteratur af dem. Shakespeare, Schiller og hvad han ellers kan få fat i læses grådigt og omsættes hurtigt til nye fantasier eller genopførelser i drengens dukketeater. Netop denne genopførelse eller genskabelse i dukketeateret, hvor fantasien fortolker det eksisterende på en ny måde, er central for Andersens kunst. Det er teaterets løfte om, at man kan være en anden, at man ikke er fastlåst i sin tilværelse, men kan iklæde sig en anden dragt og omforme sig, som Andersen er tiltrukket af.

Også naturen spiller en lignende rolle for ham. Den præsenterer sig som et mulighedsrum – ja, den kan endda danne hjem for nogle af de lykkelige øjeblikke i H.C. Andersens liv, hvor tiden forsvinder, og nuet og helheden får fylde. Men samtidig rummer naturen også en farlig, dæmonisk side, der er knyttet til middelalderlig overtro og folkesagn. På denne vis er den unge Andersen på én gang både fascineret og skræmt, men hele tiden tiltrukket af naturen. H.C. Andersens forældre delte på mange måder drengens begrebsverden op i to. Faderen var modernitetens og kulturens stemme, som troede på fornuften og fremskridtet, hvorimod moderen fastholdt et middelalderligt tankesæt baseret på naturens orden, hvor overtroen var en levende virkelighed. For H.C. Andersen blev by og land en slags billede på denne modsætning, og selv om de to tilværelsesforståelser var flettet ind i hinanden, markerede åen som bygrænse samtidig både en mental og fysisk grænse mellem modsætningerne. Det er ude på den anden side af åen, hvor naturen endnu hersker, at H.C. Andersen finder sit persongalleri af overnaturlige væsener såsom nisser, elverfolk, trolde, spøgelser og så videre. Om åen som grænse fortæller han selv:

—Udenfor Odense ligger en Bakke, som kaldes Nonnebakken, hvor der engang har ligget et Kloster, her brændte Lys om Natten sagde man; var jeg nu ude i den nærliggende Landsby, Hunderup, for at hente Kjærnemælk i en lille Spand, og det imidlertid blev Aften før jeg kom hjem, da gik jeg i Dødsangest forbi Høien, og følte mig først rolig naar jeg var over Aaen, efter som jeg vidste, at ingen Trolde eller Spøgelser kunne komme over Vand. (H.C. Andersens Levnedsbog s. 31)

I sikkerhed i byen igen! Men naturen rummer meget andet end ren og skær dæmonisk farlighed for Andersen. Naturens orden er nemlig at være i evig bevægelse – cyklisk forankret i årstidernes skiften og gentagelse – i jordens vekselvirkning mellem skabelse og forfald. Hvor fornuften søger sandhed og svar og derved fastlåser mening, rummer naturen således et kreativt potentiale med mulighed for at se tingene anderledes, at være skabende, fordi den har omskabelsen og bevægelsen i sig som kerne. Lige så dæmonisk og truende Andersen til tider fremstiller overtroens væsener fra landet, lige så positiv og legende fremstiller han til andre tider naturens løfte om forandring. Således lader han i flere eventyr den levende natur og den stivnede kultur, irrationalitet og rationalitet, støde sammen – gerne med irrationaliteten som et livsdueligt kritisk korrektiv til den golde fornuft. Det er eksempelvis naturens muntre søn, Klods Hans, der, fremfor hans lærde brødre, leger sig til prinsessen. Brødrene har lært præcis, hvor tingene står, og hvor de skal stå. De kan stoppe alting i kasser og rammer, men har samtidig helt glemt, at livet ikke er firkantet. Klods Hans derimod har en helt anden tæt kontakt til naturen og dens bevægelighed. Han har endnu ikke glemt den barnlige sandhed, legen rummer: At ting og ord kun er det, man gør dem til – at alt kan gøres om: En død krage kan blive til et festmåltid, mudder til sovs, og en træsko til en gryde, fordi han er i stand til at løsrive genstandene fra deres kasser og give dem ny betydning.

Selvom naturen optræder i rigt mål i Andersens kunst, finder den kun sparsomt vej ind i det lille barndomshjem i Munkemøllestræde. Måske netop derfor synes den gentagne gange at knyttes til en særlig eventyrlig eller overnaturlig dimension i tilværelsen? Have havde de reelt ikke – kun en kasse jord, hvori der kunne gro krydderurter. Men selv dette fattige billede finder vej ind i det eventyrlige:

Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu. (Mit Livs Eventyr s. 28)

Finder beskrivelserne af naturen ikke direkte vej til Andersens eventyr som i forrige eksempel, knytter de sig eksempelvis til det overnaturlige: Sankthansurt stikkes ind i bjælkesprækkerne for at tage varsler og vurdere, om deres liv ville blive kort eller langt. Eller han fortæller om den drømmende fantasis flugt fra barndomshjemmets baggård med afsæt i stikkelsbærbuskens blade:

[…] Der sad jeg og saae ind i Stikkels­bærbuskens Blade, hvilke jeg hver Dag fulgte i deres Udvikling fra de vare smaa, grønne Knopper, til de som store, gule Blade løsnede sig; jeg var et underligt drømmende Barn, og naar jeg gik omkring, brugte jeg som oftest at lukke Øinene, saa at man tilsidst troede, at jeg havde et daarligt Syn, uagtet just dette var og er mærkeligt skarpt hos mig. (Mit Livs Eventyr s. 35)

Naturen rummer på én gang en pirrende farlighed og mulighed for et frisættende, kreativt drømmeri. Af den grund er det måske heller ikke så underligt, at Andersens beskrivelser af barndomslivet i Odense gang på gang kredser om åen, der som grænse mellem by og land, danner et helt særligt erfaringsrum mellem natur og kultur. På det dybeste sted i åen, og senere i Andersens eventyr ”Klokkedybet”, lever Åmanden, der med mellemrum kræver et barneoffer for ikke at lade åen gå over sine bredder. Åen repræsenterer på denne vis en helt konkret farlighed – børn kan drukne deri – som igennem en middelalderlig overtro forvandles til et meningsgivende billede på en skrøbelig aftale mellem menneske og den utæmmede natur. Naturens kræfter er med andre ord langt fra under kontrol i Andersens barndomsrum. Tværtimod udgør de en permanent og reel trussel om død og fortabelse. Det er dog også i det særlige erfaringsrum, som åen udgør for Andersen, at han kan fortabe sig på positiv vis. Her ved åen kan tid og rum momentant smelte sammen og skabe en lykkelig oplevelse af helhed:

[…] jeg var saa usigelig lykkelig, samlede mig Jordbær paa et Græsstraae og gjorte Baade af Siv som seilede ned af Aaen; aldrig siden har Naturen saaledes tiltalt mig som den Gang, jeg havde megen Phantasie, hver Blomst, hver Fugl syntes at tale til mig, jeg var Digter uden at vide det. (H.C. Andersens Levnedsbog s. 27)

År senere er det da også netop naturen ved Odense Å, han digter sig tilbage til i iscenesættelsen af selve sin digteriske fødsel. I Ungdoms-forsøg fra 1822 fortæller han nemlig, hvordan poesiens nådegave overrækkes ham af en alf ved bredden af Odense Å:

Da treen en lille venlig Alfepige

Ned fra den gamle Nonnebakke; det

Var Phantasien, og hun trykkede

Sit hede Kys paa Drengens stumme Læber,

Og flagrede saa bort paa lette Vinger (Ungdoms-Forsøg s. 8)

Det bemærkelsesværdige er således, at Andersens digtekunst ikke er et resultat af guddommelig inspiration. Den er ikke hentet fra det himmelske, men tværtimod langt mere jordbunden. Hans poetiske sans vækkes af naturen selv – igennem blomsternes og fuglenes tale, igennem alfens kys forvandles den stumme drengs fantasi til ord og digtning. Sådan en selvfremstilling er interessant, fordi Andersen derved betoner en nærhed mellem sin digtning og almuens tilværelsesforståelse, hvor tro og natur og kunst er knyttet tæt sammen. Det er i det nære, i de umiddelbare og konkrete omgivelser, at Andersens fantasi og digtekunst finder sin næring, ikke i abstrakt tænkning og filosoferen over forholdet mellem menneske og natur eller mellem menneske og Gud. I sine erindringer gør han ikke blot denne forståelse til sin egen; han etablerer den også som en klar modsætning til resten af det københavnske borgerskab, han ellers må begå sig i:

Saaledes gav det Locale min Phantasie Næring, og min Barndom har mig noget romantisk, en Kjøben­havner ikke kjender til. (H.C. Andersens Levnedsbog s. 29)

Ja, selv i rendestenen kunne Andersen finde guld – endda uden at få snavs på fingrene, som en anden af 1800-tallets store forfattere M.A. Goldschmidt skrev. Han pointerede derved på én gang både Andersens særlige blik for det glemte og oversete og ”det locale”: Ud af almuens pløre, der med sin overtro og hedenskab truer med at tilsmudse om ikke borgerskabet så i hvert fald digter Andersen, formår han at finde stof til sine mesterlige eventyr, synes at være pointen. Goldschmidt havde ret: Andersens eventyr demonstrerer en fintfølende digterisk evne til at lytte og opfange et fænomen med en historie i sig, der vil fortælles og kan omsættes til kunst – særligt kommer det til udtryk i hans tingseventyr og den samling af planteeventyr, der er indeholdt i denne bog.

Andersen arbejder imidlertid med naturen på flere forskellige måde i sine eventyr. Når han for alvor har blik for naturen, synes han at lade den komme til orde selv, men ofte bliver den blot brugt som et skiftende miljø for eventyrets handlingsgang. I eksempelvis eventyr som ”Tommelise”, ”Den grimme Ælling”, ”Sneedronningen” eller ”Klokken” bliver naturen et skilderi, der afbilleder borgerskabets romantiske naturopfattelse: Tommelise og den grimme ælling følger livets slyngede sti, hvori en serie af skiftende naturmiljøer og -oplevelser åbenbarer sig for dem, som var de i en af borgerskabets romantiske haver, hvor det ene overraskende sceneri afløser det andet. Sat på spidsen kan man således sige, at naturen i sådanne fortællinger er en iscenesættelse af natur, fordi den tjener som et redskab til at understøtte hovedpersonens udvikling i de pågældende eventyr, snarere end den kommer til syne på egne præmisser. I modsætning til naturens cykliske princip handler disse eventyr først og fremmest om at komme i mål, om at udvikle sig og finde frem til sit sande jeg. De udtrykker en søgen mod idealitet og forestillingen om sand, fast form: Den grimme ælling finder sin sande form som svane, ligesom Tommelise finder sit hjem og sit navn.

Anderledes står det til i de 12 eventyr, som er indeholdt i denne bog. Hvor den grimme ælling eksempelvis forløser sin ydre og indre natur i svanebilledet, kommer disse eventyr ikke på samme måde i mål. Det er heller ikke meningen, for netop spændingen mellem hovedpersonernes indre længsler og deres ydre natur er selve omdrejningspunktet for hovedparten af fortællingerne og fastholdes i sin yderste og ofte tragiske konsekvens. Eftersom hovedpersonerne i disse eventyr er natur, er de derfor også bundet til naturlovene på en måde, der fastlåser dem i et bestemt forløb, som rummer vækst, men også forsvinden og fortabelse i sig. Derved fastlåses de i deres manglende evne til at – i modsætning til den grimme ælling – at blive hovedperson i eget liv. I Andersens plantefortællinger, når hovedpersonerne derfor heller ikke hjem på samme positive vis som i de tidligere nævnte eventyr: Brydes deres skæbnebestemte livsbane, kastes de hastigt ud i ensomhed og fortabelse som eksempelvis grantræet eller snemanden. Formår de omvendt at omfavne naturens orden, som eksempelvis rosenhækken i ”Sneglen og Rosenhækken” gør det, viser naturens blussende pulseren sig som en overvældende rigdom, hvor den ydmyge plante forbinder sig til den hele natur i glæde over nuets livgivende kraft. Andersens planteeventyr i denne bog peger derved på en helt anden side af Andersens digtekunst og tilværelsesforståelse end de traditionelt kanoniserede eventyr som ”Den grimme Ælling” og ”Tommelise”. Hvor sidstnævnte romantisk søger at blive til som individer og nå evigheden – slutmålet, hvor de har fundet hjem og er uangribelige og uforanderlige – dyrker planteeventyrene modsat det at opleve og endda fortabe sig selv i relation til omgivelserne: I en forståelse af livet som kontinuerlig proces, hyldes nuets momentane fylde fremfor evighedens fraværende former. Selv den fattigste natur får på den vis fylde for Andersens blik, når eventyrene ikke handler om at nå frem, om at blive til noget, men blot om at være i forbindelse og bevægelse i samklang med sin omverden – som rosenhækken, der:

[…] blomstrede i Glæde, for jeg kunde ikke andet. Solen var saa varm, Luften saa forfriskende, jeg drak den klare Dug, og den stærke Regn; jeg aandede, jeg levede! Der kom fra Jorden en Kraft op i mig, der kom en Kraft fra Oven, jeg fornam en Lykke, altid ny, altid stor, og derfor maatte jeg altid blomstre; det var mit Liv, jeg kunde ikke andet!

Litteratur:

H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Gyldendal, København 1996.

H.C. Andersen: H.C. Andersens Levnedsbog. Aschehoug, København 1926.

H.C. Andersen: Ungdoms-Forsøg. Forfatterens Forlag, København 1822.